Din daglige kop kaffe anses måske ikke som en luksusvare, men ifølge statens afgifter, er den det stadig.

Kaffeafgiften er bare én i rækken af punktafgifter, der tæller både luften i softice og boblerne i champagne, som tænketanken CEPOS kalder for 'gakkede' og ønsker afskaffet.

»Der er vildt mange gakkede afgifter, som ikke kan forklares og forsvares,« siger cheføkonom for CEPOS, Mia Amalie Holstein.

En af de afgifter, cheføkonomen undrer sig over, er isafgiften, der hvert år spæder 350 millioner kroner i statskassen.

Afgiften følger is, der sælges og spises i frossen tilstand. Det betyder, at frys-selv i supermarkedet ikke er underlagt isafgiften.

Sodavandsis bliver ramt af afgiften, men ikke sodavand

Derudover er softice også belagt med en såkaldt svulmeafgift, fordi afgiften sættes efter, hvor meget isen fylder, altså volumen. Derfor er det altså luften, der sprøjtes ind i softice, som rammes af en afgift. 

Danmark Åbner – men til hvad. Mia Amalie Holstein. Søren Bidstrup

»Om man spiser en frys-selvis eller en sodavandsis er nok lige usundt, og softice bliver ikke mere usund af at der kommer meget luft i. Det skal staten ikke blande sig i,« siger Mia Amalie Holstein. 

Men softice er ikke det eneste eksempel på beskattet luft. 

Al vin er underlagt en afgift på mellem 5 kroner og 15 kroner per liter, men hvis du foretrækker mousserende vin, rammes din flaske af en yderligere afgift på 3,35 kroner. 

Til sidst peger CEPOS på to afgifter fra en svunden tid,hvor kaffe og chokolade blev betragtet som luksusvarer. 

Chokolade er pålagt en afgift, der hvert år sender 2,5 milliarder kroner lige i favnen på staten. Den blev indført i 1922.

Men også her er der grund til forvirring. 

En flødebolle, der delvist består af skum, bliver underlagt afgiften, da det betragtes som et chokoladeprodukt. 

Det gør en Sarah Bernhardt-kage dog ikke, da den er fyldt med creme og ikke skum. 

I 2019 oplyste daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V), at det kommer an på en konkret vurdering, hvorvidt en vare skal pålægges chokoladeafgiften eller ej.

En pose kaffe på 500 gram bliver den dag i dag pålagt en afgift på 4,8 kroner inklusiv moms.

I dag er chokolade og kaffe ifølge CEPOS hverdagsvarer. Afgifterne har ifølge tænketanken primært til formål at skaffe penge til statskassen og bør derfor fjernes.

Punktafgifter er en måde, staten forsøger at påvirke forbrugernes adfærd på, men de rammer ifølge Mia Amalie Holstein helt skævt.

»Det er ikke noget jeg ville anbefale, men hvis staten ville have, at folk spiste mindre usundt, kunne den jo sætte høje afgifter på alle usunde varer, men det har den ikke gjort. Kaffe er jo heller ikke usundt i almindelige mængder, så afgifterne tjener kun det formål at få penge i kassen,« siger hun. 

Hvis man spiser meget chokolade og is gennem hele livet, er det vel ikke urealistisk, at man skal have medicinsk behandling mod livsstilssygdomme. Er det ikke rimeligt, at man så hjælper med at betale den regning?

»Jeg synes ikke, at velfærdssystemet opbygning er et argument for, at der skal være afgifter på en række tilfældige udvalgte varer. Jeg ønsker et samfund med et højt niveau af frihed. Staten bør oplyse borgerne om, hvad der er sundt, men ikke begrænse gennem afgifter. Der er nogle mennesker, der hellere vil leve et liv i 70 år med sjov og ballade, end 80 år efter alle kostpyramidens retningslinjer. Det skal der være plads til.«

Ifølge CEPOS ville det koste staten lidt over tre milliarder kroner årligt at afskaffe alle afgifterne, og det er der ifølge tænketanken penge nok til.

»Vi har et råderum på 38 milliarder kroner frem til 2030, så der kunne man for eksempel finde pengene,« siger Mia Amalie Holstein.

Gakkede punktafgifter var også omdrejningspunktet, da Jakob Ravn, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv gæstede B.T.s debatredaktion 'Borgerlig Tabloid'. Hør hvorfor flere af dem blev indført.

Borgerlig Tabloid

I morgen førtebehandler Folketinget en ny lovgivning, der indebærerer en meget kraftig regulering af blandt andet nikotinposer, i daglig tale kaldet snus. Kort sagt bliver de populære nikotinprodukter ligestillet med cigaretter. Spørgsmålet er, om det er klogt at regulere nikotinposer præcis lige så hårdt som tobak? Det mener dagens gæst bestemt ikke. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør og politisk kommentator på B.T. Gæst: Inger Schroll-Fleischer, direktør i Nikotinbranchen Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Kasper Riising og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke