De fleste danskere ved intet om det.

Men når du drikker en glas champagne – eller børnechampagne for den sags skyld – så er der afgift på boblerne i flasken. Der er også en særlig afgift på den regnjakke, du tager på på en regnfuld dag.

Ja, der er sågar en særafgift på den luft, der er pumpet ind i den softice, man nyder en varm sommerdag.

Faktisk ventes staten næste år at hive over tre en halv milliarder kroner ind i mere eller mindre mærkværdige afgifter ifølge finansloven for 2022.

Det gælder blandt andet særafgifter på lystfarttøjsforsikringer, smartphones, glødelamper, chokolade, sodavandsis, kaffe, rullegardiner og overtræk til grillen.

I årevis har politikerne talt om 'gakkede afgifter', som ikke giver mening. Men der er nærmest intet sket.

»Det er jo tudetosset. Vi har talt om de gakkede afgifter i årevis, men der sker ikke noget, så længe en del partier ikke vil handle. Faktisk går det gale vej under S-regeringen, som har genindført afgift på regntøj og overtræk til grillen,« siger Dennis Flydtkjær, skatteordfører hos Dansk Folkeparti.

Han har flere gange foreslået et opgør med ‘gakkede afgifter’, men uden at kunne samle et flertal i Folketinget.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Dennis Flydtkjær fremhæver konsumafgiften som en 'tåbelig afgift'. Den betyder for eksempel, at der er en særafgift på en sodavandsis, når den er frossen. Men hvis man derimod køber eksempelvis de velkendte Sun Lolly-is, som man selv skal fryse, så er der pludselig ikke afgift på.

»En ting er, at staten opkræver afgifter for meningsløse ting. Men det der er mindst lige så dumt er, at nogen skal administrere det,« siger Dennis Flydtkjær.

»Eksempelvis havde man skattemedarbejdere ude og kontrollere, hvor meget luft der blev pumpet i softicen, for at afgøre størrelsen på afgiften. Det lavede man senere om, så der nu er standardberegning for luft i softice, hvilket stadig er tåbeligt,« siger han.

Hos Liberal Alliance ryster man også på hovedet af de mange 'mærkværdige' afgifter.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi ønsker ikke de her mærkelige punktafgifter. Mange af dem er sikkert kommet i stand på årtier tilbage, hvor man havde brug for en halv milliard til et eller andet, og så er der nogle i et ministerium, som har tænkt ‘vi kan få det, hvis vi lægger afgifter på noget regntøj eller chokolade',« siger finansordfører Ole Birk Olesen (LA).

Han er heller man ikke i tvivl om, hvorfor den 100 år gamle særafgift på chokolade fortsat er en del af finansloven.

»Det er, fordi der er for mange partier i Folketinget, som har brug for de her penge til alle de gaver, som de gerne vil uddele til borgerne,« siger Ole Birk Olesen.

Han mener især, at de store partier er en del af problemet, fordi de med indtægterne kan øge populariteten hos visse vælgergrupper.

»De skal afskaffes, fordi de er et udtryk for, at man siger til danskerne: ‘I kan ikke finde ud af at leve jeres liv, som I bør leve det, og derfor må vi sætte ekstra afgifter på bestemte varegrupper.' Den forklaring køber jeg bare ikke. Men den virkelige forklaring er jo, at man har brug for pengene til at uddele gaver for,« siger Ole Birk Olesen.