Folketingets partier genvælger Søren Gade (V) som formand for Folketinget trods kritik i Esbjerg Havn-sag.
Det står klart efter en afstemning i Folketingssalen i forbindelse med Folketingets åbning.
Genvalget sker denne gang uden opbakning fra Enhedslisten og Alternativet.
Det er første gang, at han ikke har opbakning fra alle partier som formand.
Derfor er det en både taknemmelig og ydmyg Søren Gade, der går ind til sin fjerde periode på formandsposten.
- Det er en ære og en glæde at få lov til at fortsætte i dette erhverv. Jeg sætter stor pris på den tillid, som mange af mine kolleger viser mig.
- Jeg er samtidig bevidst om, at det ikke er alle partigrupper, der har indstillet mig til posten. Dermed går jeg til opgaven med endnu større ydmyghed, siger han fra talerstolen.
Søren Gade er blandt andet blevet kritiseret for at besidde posten som lønnet bestyrelsesformand for Esbjerg Havn, samtidig med at han er formand for Folketinget.
Kritikken er gået på, at de to formandsroller kunne skabe tvivl om hans habilitet, da Esbjerg Havn var i spil til at blive stedet, hvor milliarddyre krigsskibe skulle bygges.
Frederikshavn Havn endte med at vinde opgaven.
For Søren Gade har det været vigtigt at "fastslå, at man som formand for Esbjerg Havn hverken har eller får indflydelse på beslutninger om, hvor krigsskibe bygges". Det skrev han i et opslag på Facebook i juni.
Han har også flere gange lagt vægt på, at han havde fået godkendt dobbeltrollen som formand for Esbjerg Havn af Folketingets Udvalg for Forretningsorden.
Udvalget genbekræftede i maj, at han kunne fortsætte i dobbeltrollen.
- Det er min hensigt at være formand for alle medlemmer. Uanset om man har støttet mit genvalg eller ej.
- At vi ikke altid er enige, er ikke et problem, men et kendetegn ved et levende demokrati, lød det også fra Søren Gade tirsdag.
Formanden for Folketinget har blandt andet til opgave at lede arbejdet i Folketinget sammen med Folketingets Præsidium.
Formanden leder møderne i Folketingssalen og skal sørge for, at lovgivningsarbejdet sker efter planen, og at folketingsmedlemmerne har de bedste rammer for deres arbejde.
Søren Gade har været formand for Folketinget, siden han blev valgt for første gang i 2022.
/ritzau/