Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Ole Thomsen blev i sidste uge fyret som koncerndirektør i Region Midtjylland på grund af den verserende amputationsskandale.

Men han kommer langtfra til at sulte, viser en aktindsigt i hans fratrædelsesaftale med Region Midtjylland, som B.T. har modtaget.

Det næste år vil han hver måned modtage en lønpakke – inklusiv pension – på 180.258 kroner fra regionen, selvom han blev fritstillet i sidste uge.

Når den aftale udløber, er der dog heller ingen grund til at frygte for, at Ole Thomsen må gå fra hus og hjem.

31. maj 2023 vil han nemlig modtage sin fratrædelsesgodtgørelse, der svarer til to års løn inklusiv pension. Det beløber sig til 4.326.209,52, som han modtager i én portion.

Samlet får Ole Thomsen 6.489.314 kroner fra Region Midtjylland for at fratræde sin stilling som koncerndirektør.

Derudover kan han deltage i et outplacementforløb eller efteruddannelse for op til 100.000 kroner eksklusiv moms.

I aftalen kan man læse, at Ole Thomsen og Region Midtjylland har aftalt, at han skal stoppe i regionen efter gensidig forståelse.

Længere nede kan man dog læse, at såfremt Ole Thomsen ikke havde indgået en fratrædelsesaftale ad frivillighedens vej, ville han have fået en administrativ pistol for panden.

'Region Midtjylland har forud for indgåelsen af nærværende aftale tilkendegivet, at såfremt denne aftale om fratræden ikke var blevet indgået, ville Region Midtjylland have taget skridt til at indlede en afskedigelsessag mod Ole Thomsen'.

Ole Thomsen mistede i sidste uge sit job efter flere ugers massiv mediebevågenhed i den såkaldte amputationsskandale i Region Midtjylland.

En ekstern undersøgelse viste, at regionen kunne have undgået at amputere op mod 47 ben om året, hvis man havde haft den nødvendige kapacitet på de karkirurgiske afdelinger i Aarhus og Viborg.

Ole Thomsen fortalte i den forbindelse, at han aldrig havde fået en reel advarsel om, at nedskæringer på området kunne medføre, at man ville amputere flere ben end nødvendigt.

Problemet var bare, at han i 2019 faktisk fik en advarsel. Den 3. juni 2019 skriver Det Tværfaglige Specialeråd til regionsledelsen, fordi man undrede sig over, at antallet af benamputationer i Region Midtjylland lå markant højere end i resten af Danmark.

Ole Thomsen og resten af regionsledelsen opfattede det dog ikke som alarmklokke, der ringede, men som et indspark til en ny hospitals- og sundhedsplan.

Den forklaring blev for meget for politikerne i regionens forretningsudvalg, der torsdag den 12. maj besluttede at stoppe samarbejdet med Ole Thomsen. Samme dag blev hans fratrædelsesaftale underskrevet med ordene:

'Region Midtjylland står i en vanskelig situation, og der er brug for en ny profil, idet Region Midtjylland gerne vil have sundhedsfaglige kompetencer ind i direktionen til at styrke arbejdet med kvalitet, patientsikkerhed og patientforløb i hele organisationen.'