Der har været travlt de seneste par timer på valgstederne rundt om i landet, efter at vælgerne har fået fri fra arbejde.

Det viser en rundspørge, som Ritzau har foretaget blandt 12 kommuner med omkring 470.000 stemmeberettigede.

Her har den foreløbige, gennemsnitlige stemmeprocent taget et pænt hop opad til 71,9 procent.

Det er dog en smule lavere end resultatet fra en tilsvarende stikprøve blandt de samme kommuner på samme tidspunkt ved det seneste folketingsvalg i 2022. Den lød på 72,9 procent.

Tallene betyder, at omkring tre millioner af de 4,3 millioner stemmeberettigede allerede har sat deres kryds.

Nogle af dem har været forbi Musikteatret i Holstebro, hvor omkring 10.000 vælgere hører hjemme, og hvor Jesper Dürr er valgansvarlig.

Han har også mærket, hvordan stemmeprocenten er skudt i vejret efter normalt fyraften.

- Vores travleste periode er tidsrummet mellem klokken 17 og 18, hvor folk kommer hjem fra arbejde og hvor det er svært at undgå at skulle stå i kø.

- Men ellers har vælgerne været forbi i en pæn og lind strøm i dag, siger han.

Valgstederne lukker klokken 20. Men hvis nogen på det tidspunkt står i kø ved et valgsted, fortsætter valghandlingen på stedet, indtil de har stemt.

I 2022 endte valgdeltagelsen på 84,1 procent. Det var 0,5 procentpoint lavere end ved det forrige valg i 2019.

/ritzau/