På DF's pressemøde fik Kristian Thulesen Dahl ikke lukket kronprins-diskussionen, siger politisk redaktør.

Formand Kristian Thulesen Dahls (DF) udnævnelse af Morten Messerschmidt (DF) som politisk næstformand vil i den kommende tid skabe ro i Dansk Folkeparti.

Det vurderer avisen Danmarks politiske redaktør, Thomas Funding.

- Indtil videre er der blevet lagt en dæmper på spekulationerne, men det er stadig min klare opfattelse, at der er en giftig stemning i Dansk Folkeparti, og frustrationerne hænger meget uden på tøjet.

- En del af det har været en intern diskussion, om hvorvidt Kristian Thulesen Dahl er den rigtige formand. Den diskussion kan meget nemt springe op igen, men lige nu får han ro på, siger han.

DF har forud for sommergruppemødet været præget af den ene dårlige meningsmåling efter den anden. Samtidig har dele af baglandet rettet kritik mod Kristian Thulesen Dahl og ledelsen på Christiansborg.

- Hvis ikke der sker fremgang (i meningsmålingerne red.) det næste halve års tid og frem til næste kommunalvalg, så ender partiet meget hurtigt det samme sted i en intern diskussion om, hvorvidt et formandsskifte er nødvendigt, siger Thomas Funding.

Foruden diskussionen om formandsposten skulle Thulesen Dahl på pressemødet også forholde sig til, om han vil udpege Messerschmidt som kronprins.

Inden dagens pressemøde udtalte Pia Kjærsgaard nemlig til TV2, at hun gerne ser ham med netop denne titel.

Men selv ønskede Thulesen Dahl ikke at udpege en kronprins.

- Og i og med, at jeg ser et formandsskifte som noget, der ligger langt fremme i tiden, så synes jeg, vi skal lade tingene udvikle sig naturligt og i stedet fokusere på politikken. Der er ikke noget kissejav i det, sagde DF- formanden til pressemødet.

Men Kristian Thulesen Dahl formåede ikke at få lukket kronprins-diskussionen, vurderer Thomas Funding.

- Der vil komme en periode nu, hvor der ikke vil bliver talt så meget om det i pressen, men det er ikke sådan, at han med det, der er sket nu, har fået løst problemet.

- Jeg tror han har fået noget arbejdsro i en periode, men det er åbent spørgsmål, om hvad der kommer til at ske, siger han.

/ritzau/