____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det tidligere folketingsmedlem Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti er død.

Det bekræfter partiets pressechef, Søren Søndergaard, over for bt.dk.

Folketingsmedlem Søren Espersen (DF) oplyser, at Jesper Langballe døde i sin seng lørdag morgen.

- Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, men kan bekræfte, at han er afgået ved døden, siger Søren Espersen.

Søren Krarup oplyser, at hans fætter afgik ved døden omgivet af sin familie.

- Han døde hos sin ældste søn i Nordjylland, hvor han var til en meget hyggelig familiesammenkomst med sin søn og svigerdatter. Han gik i seng i højt humør. I morges blev han fundet af et barnebarn og var død i sin seng. Det var en misundelsesværdig død for så vidt, at han var i familiens skød omgivet af hygge og varme, siger Søren Krarup, fhv. folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.Jesper Langballe sad i Folketinget for Dansk Folkeparti fra 2001 til 2011, hvor han ikke genopstillede. Han var uddannet præst og journalist.

Jesper Langballe blev 74 år, og han var far til Christian Langballe, som kom i Folketinget for Dansk Folkeparti ved valget i 2011.

Søren Krarup fortæller, at Jesper Langballe på det seneste glædede sig meget over udgivelsen af historiker Bent Jensens bog om den kolde krig.

- Jeg synes man kan sige, at han fik set det, han ville. Han har opnået meget. Jeg ved især, at han var glad for at han nåede at se Bent Jensens bog udkomme (Ulve, får og vogtere. Den kolde krig i Danmark - 2014, red.). Jesper var den egentlige grund til, at Center for Koldkrigsforskning blev oprettet og han var lykkelig over den fremragende bog, der virkelig satte tingene på plads.