Aarhus Kommune har til tirsdagens kommunal - og regionsvalg besluttet, at frivillige ved valgstederne kun får vegetarisk forplejning. 

Det har faldet Jakob Søgaard Clausen for brystet. 

Han er spidskandidat for Danmarksdemokraterne til Aarhus Byråd og Region Midtjylland.

Og tirsdag er han selv valgstyrerformand i Vejlby-Riskov Hallen i Aarhus. 

»Jeg synes ikke, det er i orden at byde folk, der skal arbejde en hel dag i demokratiets navn. Det er uanstændigt at byde folk, at de ikke kan få lidt kød som en del af forplejningen,« siger han til B.T. 

Som tilforordnet får man en diæt på 910 kroner for dagen, mens man som stemmetæller tjener 455 kroner. Derudover kommer forplejningen.

De får en diæt for at være frivillige, de får mad på dagen - er det så stort et problem, hvis man selv skulle tage et stykke kød med?

»En ordentligt, normal dansk kost er med kød. Så det synes jeg, man kan forvente.«

»Hvis der er nogen, der gerne vil spise vegetarmad, skal de have lov til at få det. Jeg synes ikke, det er ordentligt at tvinge det ned over de frivillige.«

Skal du selv spise vegetarisk i dag?

»Jeg bliver nødt til at spise det. Jeg har ikke smurt madpakke i morges. Jeg har dog overvejet, om jeg kan finde en pølsevogn i nærheden,« siger Clausen. 

Han tilføjer desuden, at der er flere frivillige, der ifølge ham er enige med ham omkring kommunens beslutning. 

Beslutningen har også været beskrevet i lokale medier, hvor andre frivillige også har været kritiske.

Overfor Din Avis tager Aarhus Kommune kritikken med ro. 

»Vi har truffet en beslutning om, at der er god, vegetarisk mad, vi serverer på dagen. Det kan måske virke ret radikalt, men hvis man er ekstra sulten efter kød, er der ikke noget til hinder for at tage en rugbrødsmad med i madpakken,« siger chef for Borgerservice i Aarhus Kommune, Lene Hartig Danielsen, til mediet.