Venstre skal se sig om efter en ny formand for Den Liberale Erhvervsklub. Efter 14 år har erhvervsmanden Fritz Schur valgt at stoppe på posten.

Det siger Venstres partisekretær, Claus Søgaard-Richter, ved partiets landsmøde, der lørdag formiddag er blevet skudt i gang i Herning.

- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Fritz Schur, som har meddelt, at han ønsker at stoppe som formand for Den Liberale Erhvervsklub efter 14 gode år, siger Claus Søgaard-Richter.

Det sker ifølge Claus Søgaard-Richter efter Fritz Schurs eget ønske og »som et led i Venstres arbejde for at ændre rammerne for erhvervsklubben«.

For nyligt kunne Berlingske oplyse, at Venstre udvider pengeklubben, som mod betaling giver erhvervsfolk indsigt i Venstre-toppens strategi.

Udvidelsen skal være med til at generere det største pengebeløb fra erhvervslivet til Venstre nogensinde.

Fritz Schur har de seneste dage som bestyrelsesformand i det kriseramte flyselskab SAS mødt massiv modvind.