Udviklingsminister Christian Friis Bach (B) begrundede på et pressemøde i Eigtved Pakhus kl. 13.15, hvorfor han trækker sig som udviklingsminister.

- Jeg har anstrengt mig for at forvalte min bestyrelsespost i GGGi på bedste vis. Jeg fik i går en opringning om, at GGGI rejseregler alligevel har været godkendt af bestyrelsen. Det er sket på et møde i maj måned 2012, hvor jeg deltog, udtaler han om den internationale klimaorganisation.

- Det er i strid med, hvad jeg vedholdende har fået at vide de sidste seks uger og det er i strid med, hvad jeg gentagne gange har sagt.

- Jeg kunne godt være kommet med alle mulige undskyldninger, for jeg har ikke selv bemærket det. Det var et underpunkt til et andet punkt om budgettet og ministeriet har senere givet mig forkerte oplysninger.

Men det afgørende er, at jeg viderebringer, at rejsereglerne ikke har været kendt af bestyrelsen. Det er ikke korrekt. De har formelt været behandlet som et underpunkt til et punkt på et møde i maj.

- Det er en alvorlig fejl. Jeg har videregivet forkerte oplysninger. Det er mit eget ansvar.

- Derfor valgte jeg i går eftermiddags at meddele via sms først min partiformand og derefter statsministeren, at jeg ønskede at gå af som udviklingsminister.

- Jeg har været rigtig glad for at være udviklingsminister. Tak til jer alle, siger Christian Friis Bach.

Under de senere spørgsmål kom det frem, at Christian Friis Bach ikke selv har læst dokumenterne og referatet fra bestyrelsesmøde igennem.

Han har på sædvanlig vis modtaget et talepapir fra ministeriet med de punkter, han skulle fremføre på mødet.

Da han efterfølgende bad ministeriet undersøge grundigt om bestyrelsen på et tidspunkt var blevet informeret om rejsereglerne, fik han at vide, at det ikke var tilfældet.

Udviklingsministeren lod tydeligt skinne igennem, at han var dybt frustreret over den servicering han har fået i ministeriet. Men han fastholdt trods alt, at han ser det som sit ansvar og det er derfor han går af.

Christian Friis Bach kunne også fortælle, at han havde modtaget en redegørelse i fredags, men det havde efter hans opfattelse ikke været fyldestgørende. Derfor havde han bedt ministeriet fremskaffe yderligere dokumentation.

For ikke at offentliggøre redegørelsen - som han havde lovet på det samråd, han var indkaldt til i sagen for seks uger siden - op til kommunalvalget, var det ministerens egen beslutning, at den først skulle offentliggøres dagen efter kommunalvalget.

- Derfor kom det også bag på mig, da jeg fik den opringning i går. Jeg er ikke blevet informeret korrekt i denne sag, siger Friis Bach

Han understregede igen og igen, at hans beslutning om at gå af ikke står til diskussion.

Udviklingsministeren understregede, at han håbede, at han ville have bemærket, at rejsereglerne i GGGI giver såvel formanden som bestyrelsesmedlemmerne ret til at rejse på første klasse, hvis han selv havde læst referatet.