»Den demokratiske samtale har brug for vitaminer.«

Cirka halvvejs igennem sin tale ved Folketingets åbning valgte statsminister Mette Frederiksen (S) at dvæle ved den måde, vi alle sammen taler til og med hinanden – og især på de sociale medier.

»Fragmenteret. Overfladisk. Nok også for hård. Vi kender det alle sammen. Især på de sociale medier,« lød det taktfast om de medier, som statsministeren ellers selv er storforbruger af.

Siden hun oprettede sin Instagram-profil for knap to år siden, har statsministeren lagt over 630 opslag op på platformen, ligesom Socialdemokratiet ifølge B.T.s gennemgang har brugt knap 640.000 kroner på at promovere statsministerens opslag på Facebook siden 15. april 2019.

Derfor vækker hendes kritik af sociale medier som Instagram og Facebook også harme og undren på Christiansborg, hvor hendes kritik kaldes hyklerisk.

»Mette Frederiksen vil hellere bruge sine egne sociale medier og tegne et billede af, at hun er helt nede på jorden med makrelmadder og vinduespudsning, end hun vil stille op og svare på kritiske spørgsmål om sine beslutninger og politik,« siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, til B.T.

»Det hænger slet ikke sammen, når hun holder store skåltaler om, at hun vil styrke den demokratiske samtale.«

Venstre-profilen står ikke alene med sin kritik.

I Vandrehallen efter Folketingets åbning tirsdag 5. oktober 2021.
I Vandrehallen efter Folketingets åbning tirsdag 5. oktober 2021. Foto: Philip Davali
Vis mere

»Det klinger uhyre hult og hyklerisk, når hun ofte gemmer sig bag sin Facebook-profil og samtidig affejer kritiske spørgsmål fra pressen,« siger Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh.

Han henviser til, at Mette Frederiksen meget ofte lancerer politik og kommunikerer med vælgerne gennem Facebook og Instagram frem for de etablerede medier.

»Og når så B.T. eller Ekstra Bladet stiller kritiske spørgsmål på de koreograferede pressemøder med to spørgsmål pr. mand, så bliver hun sur og vrissen,« tilføjer han.

Kritikken af Mette Frederiksens brug af sociale medier som skjold for kritiske spørgsmål er ikke ny. Og den fik ganske givet ny næring - eller vitaminer om man vil - efter åbningstalen.

Her valgte den pressesky statsminister at droppe det traditionelle doorstep efter talen i salen og gav kun ét interview til TV 2. Herefter forlod hun i hast Christiansborgs vandrehal med en slange af journalister efter sig. Den officielle forklaring for det hurtige exit var en flyafgang senere på dagen.

»Det er kendetegnet ved den her regering igennem en hel coronakrise, hvor man har været vant til at undgå kritiske spørgsmål,« siger Alex Vanopslagh, der suppleres af Sophie Løhde:

»Jeg kan ikke mindes, at en statsminister på Folketingets åbningsdag ikke har ønsket at svare på spørgsmål fra landets medier og bare er gået sin vej.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mette Frederiksen selv, men Statsministeriet har sendt spørgsmålet videre til den socialdemokratiske kultur- og medieordfører, Kasper Sand Kjær:

»Den her kritik vidner mest om, at den borgerlige opposition ikke har meget politik eller reel substans at byde ind med,« konstaterer han.

»Statsministeren gør naturligvis brug af sociale medier til at kommunikere med vælgerne, det gør alle politikere. Det, hun kritiserer, er tonen og den måde, debatten foregår på, og hvordan det øger polariseringen.«