»Der er masser af mennesker her i landet, der dybest set ville ønske, at Danmark var islamistisk. Det er en advarsel til alle os, der ønsker noget andet.«
Sådan lyder de hårde ord fra Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører, Frederik Vad. Han reagerer, efter B.T. mandag har afdækket indholdet af en dansk-islamisk Telegramgruppe, 'Rise O Muslim'.
Gruppen har godt og vel 750 medlemmer, og her bliver der blandt andet delt rekrutterings-informationer på »brødre i Syrien« og fejret drab på koranafbrændere til stor bekymring for terrorforsker Magnus Ranstorp.
»Telegramgruppen er meget bekymrende. Det er en ekstrem islamistisk gruppe med en militær orientering og nogle folk, som PET (Politiets Efterretningstjeneste, red.) bør være all over,« siger han.

Ifølge Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, er der ligefrem tale om »vanvittige mennesker«.
»De abonnerer på en syg ideologi, hvor de er fundamentalistiske muslimer. Alt det, I her har lagt frem, afspejler, at der er tale om skingrende skøre og utilpassede muslimer, som ikke hører til i Danmark, for de er også farlige,« udtaler Støjberg.
Hvorfor skal vores samfund - og liberale demokrati - ikke bare kunne rumme, at der også er mennesker her, der har skøre holdninger?
»Vi skal ikke kunne rumme og tolerere alt. Vi kan for eksempel ikke rumme og tolerere yderligtgående muslimer, der ønsker at omstyrte det danske samfund og inspirere hinanden til terror,« siger Støjberg.

S-profilen Frederik Vad følger trop.
»Det her viser, at islamiske ikke kan forenes med danske værdier, og der er ufatteligt mange mennesker i Danmark, som ikke skal være her, og som aldrig burde have været kommet hertil,« siger han og tilføjer:
»Det er et wakeup-call til alle os her i Folketinget, som ønsker retsstat og demokrati, at vi rubber neglene og finder nogle løsninger på, hvordan vi får de her mennesker ud af landet.«
Har du da selv et bud på en løsning, der kunne du her?
»Masser. For det første skal vi sørge for, at efterretningstjenesten og politiet har de redskaber, de har brug for, og så skal vi blive ved med at stramme udvisningsreglerne.«
I en skriftlig kommentar til B.T. oplyser PET, at man er opmærksom på, at ekstremistiske aktører i Vesten anvender onlineplatforme til blandt andet spredning af propaganda og rekruttering af medlemmer.
»Center for Terroranalyse vurderer, at de primære mødesteder for militante islamister i Vesten ikke længere er i den fysiske verden, men i højere grad findes virtuelt,« skriver PET.
Ifølge Frederik Vad er grupper som Rise O Muslim et udtryk for, at vi står i »afgrundsdybe problemer«.

»Det her viser, at der er tusindvis af mennesker, som mener de her ting, og derfor ikke burde være her. Og de skal få kamp til stregen.«
B.T. har præsenteret Støjberg og Vads kritik for gruppens repræsentant, Muhammad Abu Safiyyah, der understreger, at gruppen ikke »arbejder for at implementere islam som styreform i Danmark«.
»Frederik Vad har helt ret i, at islam ikke harmonerer med danske værdier, da islam handler om at tilbede Gud, og danske værdier handler om at tilbede sine lyster og begær,« skriver Abu Safiyyah i en kommentar.
»Alle muslimer klassificeres som ‘fundamentalister’ ud fra den danske definition, så hvis Inger Støjberg har et problem med såkaldte ‘fundamentalister’, så har hun et problem med alle muslimer,« tilføjer han.