Med mindre en uge til kommunalvalget er et dugfrist forbud netop blevet stemt igennem i Borgerrepræsentationen i København.

Og selvom afstemningen faldt i Frederik Vads (S) favør, kalder han alligevel vagt i gevær på X og Facebook.

Af Vads opslag fremgår det, at 24 københavnske byrådsmedlemmer torsdag stemte for et forbud mod, at kommunale lokaler fremover må danne ramme for kønsopdelte arrangementer.

Men vedtagelsen blev da også kun stemt igennem med et mulehår, da 22 stemte imod forbuddet.

Samtlige SF-politikere og LAs Ole Birk Olesen har hverken stemt for eller imod.

Særligt sidstnævnte får også en del opmærksomhed i kommentarsporet under opslaget. Her undrer flere brugere sig over, hvorfor den liberale politiker har undladt at stemme for eller imod.

Med kommunalvalget, der skimtes i horisonten, frygter Frederik Vad for, at afstemningen kan ende stik modsat – »til glæde for gamle, religiøse mørkemænd.«

Og det er værd at bemærke, lige gyldigt hvilken partifarve, man bærer, mener Frederik Vad. 

Dog langer den socialdemokratiske politiker særligt ud efter partier til venstre for midten:

»Hvor er rødstrømperne? Hvor er dem, som påstår, de kæmper mod patriarkatet?« skriver politikeren og tilføjer:

»Én ting er hvad der foregår i private lokaler eller religiøse rum. Men skal kommunens bygninger bruges til det her? Med de rødes stemmer?«

Disse kommentarer har fået Enhedslistens Rosa Lund til at reagerer i kommentarsporet:

»Rødstrømperne holdt en del møder uden mænd. Nogen gange kræver det et rum uden mænd at kæmpe mod patriarkerne, så hvis jeg var dig, ville jeg læse lidt om hvorfor. Tror du kommer til at blande tingene lidt sammen i dette opslag?«

Også Charlotte Aaby (DF) stempler ind i debatten:

»Jeg bliver simpelthen glad helt ind i sjælen, hver gang jeg ser en rød føre Dansk Folkepartis politik som redningsplanke for jeres egen politik … Så tak for det«

Afstemningen og vedtagelsen kommer i kølvandet på en længere debat, som B.T. tidligere har været med til at dække.

Tilbage i marts i år bragte B.T. et billede og en artikel fra et arrangement i Korshallen på Nørrebro.

Her blev mænd og kvinder adskilt af en halvmur, der skar gennem kommunens lokale, da organisationen Masjid Tawhiid holdt et oplæg om den muslimske gud, Allah.

Dengang skabte det røre i politiske kredse. 

Konservatives Niels Peder Ravn kaldte det »udansk« og »udemokratisk,« mens Enhedslistens Bente Møller udtalte sig sådan her:

»Jeg agter på ingen måde at blande mig i, hvordan folk praktiserer deres religion,« siger hun, »så længe de overholder dansk lovgivning og ikke skader andre.«