Utopi: Københavns overborgmester vil have legaliseret hash - men forslaget har ingen chancer på Christiansborg.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation med Frank Jensen (S) i spidsen vil have legaliseret hash i hovedstaden. Men den idé har lige så lidt hold i den politiske verden, som virkeligheden har i en hashrus.

Og det ved Frank Jensen godt selv, for regeringen har ikke i sinde at lade københavnerne pulse løs på lovlige hash-joints. Som overborgmesteren selv udtrykker det over for Politiken, så ønsker justitsminister Morten Bødskov (S) ’absolut ikke at fremme forslaget’, og retsordfører for Socialdemokraterne på Christiansborg, Ole Hækkerup, er på linje med Bødskov.

- Det er en dårlig idé, fordi hash er farligt. Det samme gælder for alkohol og cigaretter, hvor vi har gjort en enorm indsats for at få børn og unge til at drikke mindre og ikke begynde at ryge, siger han og tilføjer:

- Vi ved, at hvis noget er lovligt, er det i orden at prøve det. Og det vil flere gøre. Derfor siger vi stadig nej, fordi vi ikke vil have flere, der ryger hash.

Alligevel har Frank Jensen og resten af flertallet bag det dødfødte forslag netop sendt en officiel ansøgning til justitsministeren om grønt lys til fri hash i København.

Da Frank Jensen i sin tid var justitsminister, sagde han i øvrigt selv nej til akkurat det forslag, han nu står bag. I radio-programmet ’Pressen på P3’ forsvarede Frank Jensen sig med, at han er ’blevet klogere’ og henviste til de vellykkede forsøg i hovedstaden med lægeordineret heroin og fixerum til indtagelse af stofferne.

Selvom hash-forslaget ikke har nogen gang på jorden, kalder Frank Jensen det et opråb til politikerne på Christiansborg om, at forbuds-indsatsen mod det kriminelle hashmarked i hovedstaden har spillet fallit.

- Det handler om at flytte holdninger – om at flytte Folketinget, sagde han i P3 og fortsatte:

- Den måde, vi har kørt det på indtil videre, det har været forbudsvejen, og det har vist sig at være en forkert strategi. Vi har i dag et gigantisk kriminelt hashmarked med en milliard-omsætning,

Han understreger, at et legalt hashmarked skal holdes i et jerngreb af staten, hvis det bliver en realitet.

- Vi vil ikke være Nordeuropas hashmekka. Vi skal lave det på en måde, hvor det bliver et kontrolleret marked, som er taget væk fra de kriminelle miljøer. Jeg er sikker på, at det er nødvendigt, at det er myndighederne, der sidder på både produktion, distribution og handel, mener han.

LÆS OGSÅ:

Frank Jensens egen partifælle, Ole Hækkerup, køber ikke argumentet om, at man tager brødet ud af munden på de bandekriminelle, hvis hash lovliggøres.

- Der vil stadig være hårde stoffer som ecstasy og prostitution, som banderne kan kaste sig over, mener Ole Hækkerup.

Anne Baastrup, retsordfører for SF, ser lidt mildere på forslaget, men er stadig skeptisk.

Hun vil have nedsat en kommission, der skal kulegrave fordele og ulemper ved at legalisere hash.

- Som udgangspunkt er vi åbne over for at få en vurdering af, hvad det vil betyde at afkriminalisere hashhandlen. Men før vi har den, vil vi hverken sige ja eller nej.