Socialdemokratiet har sikret sig de røde partiers støtte til at bevare overborgmesterposten i København

Da overborgmester Frank Jensen (S) gik på talerstolen i Amager Bio kl. 21.45 tirsdag aften, var det med budskabet om, at de røde partier er enige om at pege på ham som overborgmester i København. Han havde mødtes med Enhedslisten, SF og Radikale Venstre tidligere på aftenen og resultatet fra det møde var klart

»Nu er valget jo slut, man kan ikke stemme mere, så vi kan lige så godt sige det lige ud: Blandt de fire partier, der mødtes tidligere på aftenen, er der et flertal for, at jeg skal være overborgmester,« siger Frank Jensen (S) om sin chance for at blive genvalgt som overborgmester.

Afhængig af stemmernes fordeling er der altså gode chancer for at Frank Jensen kan fortsætte som overborgmester, selvom Alternativets støtte til Frank Jensen fortsat er uafklaret.

Det var 250 socialdemokratiske kandidater, frivillige og medlemmer holdt valgfest i Amager Bio i København. Der var fri pølsevogn i gården, røde bloklys på bordene og kold øl i hanerne. Det bizarre ved talerne til valgfesten var, at de bliver holdt inden stemmerne er talt endelig op. Derfor var det en stor overraskelse for gæsterne at høre de forløsende ord fra Frank Jensen.

Og ved I hvad, fortsatte Frank Jensen:

»Lad mig sige til jer i Alternativet: Hvis I vil være med til at pege på mig som overborgmester, så skal I være så velkomne,« sagde Frank Jensen og så brød jublen ud igen.

København har haft en socialdemokratisk overborgmester, siden posten blev skabt i 1938. Frank Jensen (S) har siddet på posten siden 2010. I 2013 fik Socialdemokratiet 16 mandater, men årets resultat var i aftes endnu ikke gjort op.

Partiformand Mette Frederiksen havde 'varmet' gæsterne op, inden Frank Jensen gik på talerstolen. Hun trådte fest-stylet ind i lokalet i en duft blandet af lige dele frisk luft og et strejf af parfume. Euforien ville nærmest ingen ende tage.

»Mette er Danmarks lækreste partiformand. Hun får et klart 13-tal på 12-skalaen«. Sådan lød dommen fra 2 unge fyre fra DSU under valgfesten i Amager Bio i København.

»Tak for alle de snakke, vi har haft undervejs. Jeg ved godt, at alle ikke stemmer socialdemokratisk og det skal alle heller ikke,« indledte Mette Frederiksen den tale, som hurtigt skiftede fokus fra at takke de lokale DSU'ere og bestyrelsesmedlemmer til at henvende sig til hele Danmark.

Efter protester fra medlemmerne, der godt ville have alle til at stemme socialdemokratisk, fortsatte hun:

»Jeg ved, at der er nogen, der er sat i bevægelse, som overvejer at komme hjem til Socialdemokratiet igen, men som denne gang ikke når længere end til overvejelsen. Men mange er på vej tilbage til os.Vi trænger til at snakke noget mere sammen i det her land, til at se hinanden i øjnene og mærke fællesskabet,« sagde Mette Frederiksen blandt andet.

Folketingsmedlem Mette Ressmann var lettet over at høre Frank Jensens udmelding:

»Det er virkelig, virkelig vigtigt for os at Frank Jensen bevarer overborgmesterposten. Fordi I en magistratskommune som København er det overborgmesteren, der sidder med taktstokken og sidder med ansvaret for at indgå de brede forlig. Så det er en vigtig bastion for os at bevare,« siger Mette Reissmann.