Ovenfor ses BTs interview med Anna Mee Allerslev om sagen

Københavns overborgmester Frank Jensen(S) var selv med til at blåstemple omstridt praksis med gratis lån af rådhus-sale til politikere.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), har holdt lav profil, mens historierne om politikeres gratis bryllupper på Københavns Rådhus har rullet. Men Frank Jensen har selv sagt god for den praksis, hvor medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation kvit og frit kan låne de store festsale på rådhuset, selvom almindelige borgere skal betale titusindvis af kroner for det. Det bekræfter Frank Jensen over for Radio24syv.

Beslutningen om gratis lån af rådhusets lokaler blev truffet på et møde mellem gruppeformændene i Københavns Borgerrepræsentation i 2012. Og her var FrankJensen i sin egenskab af overborgmester, og dermed formand for gruppeformændene, også blandt mødedeltagerne.

Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard var den første, der blev sparet for en regning på 65.000 kroner, da hun med politiker-kollegernes velsignelse fik lov at bruge Festsalen til sin bryllups-reception i oktober 2012.

En besparelse, som Frank Jensen dengang fandt, ”var inden for skiven”, da der skulle tages stilling til det i gruppeformandskredsen.

"Det stod lysende klart for mig, at hun skulle holde en reception på rådhuset og betale alle omkostninger, undtagen lokale-lejen," siger han.

Spørgsmål: Synes du, det er fair, at politikere kan det?

"Jeg tror, at vi er kommet dertil – det har sagen jo vist – at folk i dag ikke kan leve med, at der er nogen, der kan gøre noget, som alle andre ikke kan," siger Frank Jensen.

Spørgsmål: Hvorfor sagde du ikke bare nej til sådan et forslag om, at politikere kan få en gratis rådhussal?

"Jeg tror, det er fordi, at forslaget blev rejst på den måde, det blev: at der var en kollega, der skulle have et bryllup, og at hun skulle betale alle omkostninger selv," siger han og fortsætter:

"Så sagde vi alle sammen – vist nok med en enkelt undtagelse – at vi synes, at det var inden for skiven. Det er det så forventeligt ikke længere," siger Frank Jensen til Radio24syv.

Både forvaltnings- og skatteeksperter har kritiseret ordningen, hvor politikerne på Københavns Rådhus kan få festsale stillet gratis til rådighed, selvom de er prissat til mellem 65.000 og 100.000 kroner, når alle andre mennesker vil benytte dem.
Ekstra Bladet og BT begyndte tilbage i september at skrive om daværende integrationsborgmester Anna Mee Allerslevs gratis lån af Rådhushallen til sin bryllupsreception. Hun har siden trukket sig helt ud af københavnsk politik.

Siden har daværende gruppeformand for De Radikale Tommy Petersen betalt for sin fødselsdagsreception, ligesom hans partifælle Henrik Nord og Venstres spidskandidat, Cecilia Lonning-Skovgaard, har betalt for deres bryllupsreceptioner.

Ankestyrelsen har bedt om en redegørelse fra Borgerrepræsentationen.

Oprindeligt skulle Ankestyrelsen have haft redegørelsen mandag, men kommunens jurister fik udskudt den deadline til den 30. november, altså efter kommunalvalget i næste uge.