Jyllands-Posten kunne søndag fortælle, hvordan adskillige nye kvinder nu også anklager Københavns overborgmester, Frank Jensen, for seksuelle krænkelser.

Overborgmesteren har ikke tidligere ønsket at stille op til interview med avisen, siden de fredag fremførte de første anklager om seksuelle krænkelser.

Men søndag forholder han sig dog kort til den seneste række af anklager, som formanden for DSU i København, Cecilie Sværke Priess, fortæller, at hun det seneste døgn er blevet gjort bekendt med.

I forhold til de nye anklager siger Frank Jensen til Jyllands-Posten:

»Jeg er frygtelig ked af de kvinder, jeg har krænket gennem mine 30 år i politik.«

Formanden for DSU i København, Cecilie Sværke Priess, fortæller, at hun har fået en række nye henvendelser fra kvinder, der har følt sig skesuelt krænket af Frank Jensen.

Hun kender i alt til otte sager mod Frank Jensen, siger hun.

Heraf ønsker syv af kvinderne at gå videre med sagen gennem en advokat, udtaler hun til avisen.

Frank Jensen har i kølvandet på de seneste døgns anklager indkaldt til krisemøde søndag klokken 18.30 på Rådhuset i København.

Her skal Frank Jensen forklare sig over for sine partifæller i Borgerepræsentationen i Socialdemokratiet i Københavns forretningsudvalg.