Københavns overborgmester Frank Jensen (S) har et 'uaktuelt forhold til hash'.

Det kom frem under radioprogrammet Pressen på P3 fredag eftermiddag, hvor de to kække radioværter lokkede med en klump fniseurt.

Den ville Frank Jensen dog helst ikke røre ved, men i sine unge dage som studerende var han ikke ubekendt med følelsen af at være skæv - han var bare ikke særlig god til det.

- Det var aldrig noget, jeg blev særlig glad for som rusmiddel, fordi jeg syntes, det var svært at kontrollere den rus, man fik ud af det, sagde Frank Jensen på spørgsmålet om, hvad hans personlige forhold til hash er.

Frank Jensen har sammen med Københavns borgerrepræsentation sendt en ansøgning til justitsministeren om at få lov til at legalisere hash i København som et forsøg.

Et forslag, som formentlig ikke har nogen gang på jorden, idet justitsminister Morten Bødskov ifølge Frank Jensen selv 'absolut ikke ønsker at fremme forslaget', ligesom Jensens partifælle retsordfører Ole Hækkerup er modstander af ideen.

Frank Jensen forsvarede sig med, at det handler om at sende et signal til politikerne på Christiansborg om, at hash-indsatsen i København har spillet fallit.