»Er du skyldig, eller er du uskyldig?«

Sådan lød et af de spørgsmål, som den tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, blev stillet mandag aften i 'Aftenshowet', da han for første gang dukkede op i tv, efter han i sidste uge trak sig som både borgmester og næstformand i Socialdemokratiet, efter en række anklager om krænkelser var blevet rettet mod ham.

Til spørgsmålet svarede den 59-årige ekspolitiker følgende:

»Jeg har begået fejl, jeg har begået dumheder, og jeg har været til fest og fået en lille skid på, så har jeg også begået dumheder på et dansegulv. Jeg er bare et menneske, jeg begår fejl, og hver gang, jeg har fået at vide, at jeg har begået en fejl, så er det bedste, man kan gøre, jo på stedet at give en undskyldning. Det har jeg gjort de gange. Jeg har aldrig forsøgt at skjule det, jeg har aldrig løjet om det, og det vil jeg heller ikke gøre, for ens troværdighed er det mest dyrebare, man har.«

Frank Jensen trådte mandag i sidste uge tilbage, efter flere kvinder stod frem og fortalte, at den nu tidligere overborgmester havde opført sig krænkende og grænseoverskridende over for dem.

En af de sager, der er blevet omtalt en del, har været en tidligere sag fra 2011, hvor flere kvinder følte krænket af Frank Jensen ved en julefrokost på Rådhuset, hvor han blandt andet skulle have slikket dem på øre og hals.

Selv har Frank Jensen tidligere udtrykt ærgrelse over, at hans 'glade dans' blev opfattet som krænkende, og i et interview med Berlingske i weekenden afviste han, at han skulle at kysset nogen på øret eller slikket nogen på halsen under festen:

»Helt ærligt: Det gør jeg altså ikke. Det passer ikke. Og jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg på den måde er kommet til at fremstå i et lidt komisk lys,« forklarede han.

I interviewet med 'Aftenshowet' på DR mandag aften forklarede han, at han efterfølgende har tænkt på, hvorfor han ikke tog tidligere hjem fra den julefrokost, men han fortæller også, at han er 'et menneske, der godt kan lide at være med, når der er fest':

»Ja, jeg vedkender den dans i 2011, hvor jeg skulle være gået hjem fra den julefrokost... Men det foregik altså på et dansegulv, der var masser af mennesker til stede. Da der om mandagen kom kritik af, at jeg vist var lidt for tæt på tre kvinder, der var ansat i den forvaltning, så gav jeg dem med det samme en undskyldning,« forklarer han.

Otte tidligere ansatte på Københavns Rådhus er dog ikke enige i Frank Jensens forklaring om, hvad der skete ved den pågældende julefrokost for ni år siden. Det kunne Jyllands-Posten oplyse mandag aften.

De otte tidligere ansatte har derfor henvendt sig med en appel til Socialdemokratiets uafhængige advokatundersøgelse, hvor anklagerne mod den tidligere overborgmester skal undersøges.

Jyllands-Posten oplyser, at Frank Jensen ikke har ønsket at kommentere kritikken fra de otte tidligere ansatte.