For lidt over et år siden væltede Frank Jensens skeletter ud af skabet.

Den ene krænkelsessag efter den anden kom frem med den daværende overborgmester for København som synder.

Det resulterede i, at Frank Jensen i oktober 2020 trådte tilbage som overborgmester og samtidig trak sig fra dansk politik.

Men nu er han tilbage. Bare for sin søn i stedet.

»Min far var med på gaderne i Aalborg i forgårs og i går, hvor han hjalp med valgplakater, rettede et banner til og delte valgfoldere ud,« fortæller hans søn, Lasse Frimand Jensen.

Sønnen stiller nemlig op til det kommende kommunalvalg i Aalborg.

»Det var ham selv, der ringede og spurgte, om han kunne være med til det, jeg skulle ud at lave. Han har meldt sig som frivillig på lige fod med de andre frivillige,« fortæller Lasse Frimand Jensen.

Men en helt almindelig frivillig bliver den landskendte ekspolitiker nok aldrig.

Nu er det jo ikke en hemmelighed, at der var en del rod omkring Frank Jensens stop i politik. Er du bange for, at nogen kommer til at reagere negativt på, at han er med under din kampagne?

»Nej. Men nu har han jo også kun været med i to dage, og der er ikke planer om, at han skal være med til mere. Og vi har ikke oplevet noget negativt. Det har kun været en positiv oplevelse,« fortæller Lasse Frimand Jensen og tilføjer:

»Jeg er stolt af min far og den familie, jeg kommer fra. Jeg bekymrer mig ikke om, hvad folk synes om offentlige personer som min far. Det har været en del af tilværelsen hele mit liv. Det er bare en del af pakken, når man er politiker.«

Selvom sønnen ikke regner med, at hans far skal involveres yderligere i hans valgkampagne, har Frank Jensen dog lige ét job, han stadig skal udføre i forbindelse med valget.

»Han skal passe mine børn på valgdagen,« griner Lasse Frimand Jensen og afslutter:

»Det er den nye tilværelse som bedstefar.«