Tidligere medlem af Alternativet lancerer Lykkepartiet. Målet er markante ændringer af demokratiet.

Det tidligere folketingsmedlem for Alternativet René Gade lancerer fredag formiddag et nyt parti kaldet Lykkepartiet.

Partiet har ifølge det udsendte materiale ingen ideologi, og kandidaterne må inden for brede rammer mene, hvad de har lyst til.

Partiet har parolen: "Trygge når vi går i seng og frie når vi vågner".

Og så vil partiet arbejde for en grundlæggende ændring af demokratiet ved blandt andet at diktere, at statsministre og ministre ikke må sidde i Folketinget og ikke må udskrive folketingsvalg.

- Vores holdninger er ikke bedre end andres. Vi er forskellige og parate til at blive klogere på hinandens viden og egne blinde vinkler.

- Med den simple, men svære erkendelse vil vi begynde at genskabe tilliden til politikerne og det politiske system. Derfor søger vi indflydelse demokratisk, skriver partiet i en uddelt folder.

Initiativtager til partiet er René Gade. Han var fra 2015 til 2019 medlem af Folketinget for Alternativet for Vestjyllands Storkreds.

Han stillede ikke op for partiet ved valget i juni 2019 og meldte sig i juli samme år ud af partiet.

Nu starter han altså Lykkepartiet, der på linje med Alternativet har som formål at ændre den måde, der bliver ført politik på i Danmark.

Det indebærer blandt andet, at partiet ikke vil være organiseret på samme måde, som andre partier.

- Vi er ikke styret af nogen ideologi. Når vi ser på opgaverne, går vi nysgerrigt til dem med inddragelse og kritiske spørgsmål og uden foruddefinerede svar.

- Vi har ingen vælgerorganisation. Vi har intet partiprogram. Vi har kun vores folkevalgte politikere som medlemmer. De arbejder for hele befolkningen ved at stille op hos Lykkepartiet, skriver partiet.

Politikere i partiet skal ifølge det fremsendte materiale "ærligt" sige, hvad de mener. Dog med respekt for andres holdninger og "uden mudderkast eller skjulte dagsordener". De vil også stemme, som de lyster i Folketinget.

Partiets idéer indeholder - ud over at statsministre og ministre ikke må være medlemmer af Folketinget - blandt andet, at politiske udspil skal være "retvisende kommunikeret", og at ministre skal kunne afsættes, hvis en tredjedel af Folketinget stemmer for.

Partiet vil også ophæve folketingsmedlemmers immunitet, forpligtige folketingsmedlemmer til praktikforløb, tvinge medier til at angive politiske kilder til artikler og mindske partistøtten.

Et andet punkt er, at folketingsmedlemmer skal tvinges til at deltage i en af to årlige udviklingsdage.

- hvor formålet er at fremme samarbejdet for eksempel gennem idræt, leg, ledelses- og kommunikationsøvelser - på tværs af partierne.

/ritzau/