B.T. bliver bogstaveligt talt bombarderet med henvendelser fra folk, der undrer sig over, hvorfor de får at vide, at kun et kryds er gyldigt – når ministeriet tidligere har meldt noget andet ud.
TV2 og DR skrev blandt andet, med Indenrigsministeriet som kilde, at man nu også må sætte flueben, stjerner, cirkler om feltet og endda farve hele feltet.
Men i Fredensborg Hallen står der sort på hvidt, at man kun må sætte kryds. Kommunens hjemmeside er heller ikke opdateret.
Det lokale medie Humleborg Online advarer om risikoen for, at gyldige stemmer kan blive kasseret af valgmedarbejdere, der følger forældet vejledning.
Det samme billede går igen andre steder. En vælger i Valby fortæller til B.T., at skiltningen i Spinderiet kun nævner kryds. Og i Viby Jylland gik samme billede igen, lyder det fra en anden vælger til B.T.
Samtidig udsendte ministeriet mandag en pressemeddelelse, hvor der står, at et kryds kan være et X eller et plus. Den dobbeltkommunikation har kun skabt endnu mere usikkerhed.
Nu forklarer Indenrigs- og Sundhedsministeriet sig over for B.T.:
'Ifølge valgloven afgiver man stadigvæk sin stemme ved at sætte et kryds. Vores budskab til vælgerne er derfor, at de skal sætte et kryds, og det er helt bevidst, at vælgerne ikke vejledes aktivt om de nye regler, da det vil øge risikoen for, at flere stemmer bliver ugyldige.' skriver ministeriet.
'De nye regler handler kun om den efterfølgende bedømmelse af stemmesedlerne. Ikke om hvordan man som vælger bør afkrydse stemmesedlen.'
Ændringerne blev indført, fordi for mange stemmer tidligere blev erklæret ugyldige, selv om hensigten var tydelig.
'I et demokratisk samfund har vi en interesse i, at flest mulige stemmer tæller med, når der ikke er tvivl om dem,' understreger ministeriet.
