De Konservative har for alvor tabt pusten. Selv om det er en lille måned siden, at partiet fik sin mærkesag nummer et igennem Folketinget, så er vælgertilslutningen katastrofalt lav.

I en Gallup-måling høster det lille regeringsparti ikke spor på sin skattesejr. Tværtimod står partiet stille, erfarer Berlingske Tidende. Målingen siger 8,7 procent i vælgertilslutning mod 8,9 for en måned siden.

Og et godt stykke under resultatet fra 2005-valget på 10,3 procent.Den nye Gallup-måling kommer netop som partiet holder landsråd i Herning, og her blev det meste af eftermiddagen brugt på én ting: Nemlig krav fra dele af baglandet om nye skattelettelser.

Dog har ledelsen indtil videre fået nok af skattelettelser i denne omgang. Fokus skal nu rettes på nye områder.

Politisk ordfører Pia Christmas-Møller forklarer stilstanden med, at det ikke er lykkedes at forklare skattesejren:

»Altså, en stor del af forklaringen er en negativ medieformidling af skatteaftalen, men nu er vi klar med nye ting på dagsordenen. Vi skal engagere folk og væk fra alt det spindoktori, som kortslutter alting i politik. Det er, hvor man har truffet sin beslutning, før man begynder debatten,« siger Christmas-Møller.

Et andet parti med retning mod bunden har været Ny Alliance. De retter sig og får fremgang til 5,5 procent af vælgerne. Dermed er regeringen nødt til fremover ikke kun at spørge Pia Kjærsgaard, men også Naser Khader.

»Vi har stabilieret os omkring de 5-6-7 procent. Og det ser ud til, at vores politiske udspil er faldet i god jord,« siger Anders Samuelsen, som dog kun lige med nød og næppe får brudt VKO-flertallet.

De har 87 mandater og behøver dermed kun et ekstra mandat mere i fremgang for at beholde magten - under forudsætning af, at de får to nordatlantiske mandater.

»Jeg tror simpelthen ikke på, at VKO vil få held til at holde magten. Vi er den eneste reelle mulighed for at bryde VKO-blokken.«

Venstres Troels Lund Poulsen er tilfreds med, at Venstre fortsat er Danmarks største parti. Selv om de nu kun er et procentpoint foran Socialdemokraterne: »Og så er Ny Alliance jo et borgerligt parti, og dermed er opbakningen jo solid,« siger han.