Aarhus Airport er i alvorlig fare for at lukke.
Det fremgår af et fortroligt notat til Økonomi- og Erhvervsudvalget i Aarhus Kommune.
Sådan rapporterer TV2 Østjylland, som er i besiddelse af notatet.
Baggrunden er, at forhandlingerne mellem den mulige investor, Fairchild Denmark ApS, er trukket ud længere end forventet.
»Det betyder, at det ikke vurderes realistisk, at en endelig aftale kan være indgået inden udgangen af juni 2025 som tidligere forventet,« står der i orienteringen, sendt fra Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune, som blev sendt til udvalgsmedlemmer i Aarhus Kommune tirsdag.
Kommunen har derfor rettet henvendelse til staten for at undersøge muligheden for national støtte til lufthavnens videre drift.
Men samtidig bliver der også kigget på en mere drastisk løsning.
»Som supplement hertil afsøges også nedlukningsscenarier.«
Aarhus Airport har i flere år kæmpet med dårlig økonomi og lave passagertal.
Det har flere gange fået ejerkommunerne, Aarhus, Syddjurs og Norddjurs, til at kaste penge efter Aarhus Airport med den forudsætning, at lufthavnen skulle finde en privat investor, der vil stille med yderligere kapital.
Men den plan er indtil videre gået i hårdknude.

