Forsvarsredaktør lagt for had: 'Totalitært meningshysteri'
Peter Ernstved Rasmussen opfordrede Ukraine til at acceptere en »dårlig fred«. Nu raser kommentator og minister – men redaktøren nægter at give efter.

Peter Ernstved Rasmussen opfordrede Ukraine til at acceptere en »dårlig fred«. Nu raser kommentator og minister – men redaktøren nægter at give efter.

Det er ikke omkostningsfrit at have en holdning til Ukrainekrigen, der skiller sig ud.
En forsvarsredaktør er lagt for had og bliver nu beskyldt for at gå Putins ærinde efter at have sagt, at Europa bør presse Ukraine til at acceptere en dårlig fred frem for at fortsætte krigen med risiko for ukrainsk kollaps eller i værste fald Tredje Verdenskrig.
Politisk kommentator på Børsen og tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen har sågar valgt at afmelde sit abonnement på forsvarsmediet Olfi, der ledes af redaktør Peter Ernstved Rasmussen, i protest mod hans holdning.
Det skriver hun på X. Til B.T. uddyber hun kritikken:
»Han siger, at Ukraine skal indgå en dårlig fred og presses til at underlægge sig en aftale med udgangspunkt i en skitse fra Trump, som i øvrigt også har bekendt kulør til fordel for Putin, så for mig er det det samme som at gå Kremls ærinde.«
Ernstved har flere gange understreget, at han støtter Ukraine, og han fordømmer Ruslands invasion. Så er det berettiget ligefrem at sige, at han går Kremls ærinde?
»At påstå, at man støtter Ukraine ved at sige, at Europa skal presse Ukraine til et knæfald er i bedste fald en fuldstændig kortslutning og i værste fald et røgslør for, at man indtager et prorussisk standpunkt,« siger hun og fortsætter:
»Stikker man snuden frem, må man også forvente, at man kan få nogle rap over den. Men jeg har godt registreret, at han hæfter sig ved, at han bliver kaldt putinist. Det synes jeg dog er at smide offerkortet.«
Hvad vil du sige til dem, der måtte mene, du gør dig skyldig i 'cancel culture' - du boykotter et medie, fordi du er uenig med chefredaktøren?
»Jeg er slet ikke woke nok til at vide, hvornår noget er cancel culture, og hvornår det ikke er. Men jeg tror egentlig ikke, at jeg synes, der er noget cancel culture over en almindelig politisk uenighed.«

Ud over Marchen Neel Gjertsen har Peter Ernstved Rasmussen nu også fået den danske regering på nakken.
I en udtalelse til TV 2 siger forsvarsminister Jeppe Bruus (S), at Peter Ernstved bør trække sin opsigtsvækkende klumme tilbage.
Den opfordring giver hovedpersonen selv dog ikke meget for. Overfor B.T. vender han kanonerne 180 grader.
»Formålet med min tekst var også at anskueliggøre hvor ekstremt meningsmonopolet er i Danmark. Det kommer fra regeringen og siver ned gennem Folketinget og medierne. Jeg mener bare, at krigen i Ukraine er udsigtsløs, hvilket har skabt en mediestorm.«

Han fortsætter:
»Meningsmonopolitiet har udviklet sig til et nærmest totalitært meningshysteri. Det løber mig ærlig talt koldt ned af ryggen, når en minister går ud og beder mig på et frit og uafhængigt medie om at trække en tekst tilbage.«
Om uenigheden mellem ham og Marchen Neel Gjertsen understreger Ernstved, at han sympatiserer med Ukraine og ingen sympati har for Rusland.
»Derfor mener jeg i virkeligheden det samme som hende. Jeg synes også, at krigen skal stoppe - vi er bare uenige om, hvordan den skal stoppe. Jeg siger, at jo længere tid, den varer, jo værre bliver det for Ukraine.«
Ifølge Peter Ernstved understreger debatten, at man enten skal klappe hælene sammen og være enige med de andre - »eller holde kæft.«
Men Ernstved, har de andre ikke ret i, at du også må forvente nogle rap over snuden, når du stikker den frem sådan her?
»Tror du ikke, jeg var forberedt på at få nogen på snuden? Det er helt, som jeg havde forventet det. Ingen argumentation. Bare påstanden om, at jeg går Kremls ærinde.«
Ernstved fortsætter:
»Jeg siger ikke, at vi skal stoppe støtten til Ukraine i morgen. Og selvfølgelig skal vi også lægge pres på Rusland. Men der er ikke plads til, at man kan mene noget andet end Folketinget, der har doneret milliarder til Ukraine. Nu skal den kurs forsvares til døden.«