Støtten til Ukraine skal ikke ændres fra donationer til lån, mener forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som skyder et forslag fra Dansk Folkeparti ned.
Forsvarsministeren mener, at det er et helt forkert signal i den nuværende situation, hvor Ukraine er under stort pres.
- Det er en melding, som jeg er lodret imod. Vi er i en situation nu, hvor der er brug for en endnu større militær håndsrækning til Ukraine, hvis de skal være i stand til at forsvare sig selv, siger Troels Lund Poulsen.
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, siger torsdag i et interview med DR, at Danmark har været "ekstremt generøse". Danmark skal ifølge DF-formanden stoppe med at donere flere midler via Ukraine-fonden.
Ifølge Udenrigsministeriets seneste opgørelse har Danmark ydet støtte til Ukraine på 77,2 milliarder kroner i militær og civil støtte siden 2022.
- Hvis vi fortsat skal bakke Ukraine økonomisk op, så mener vi, at det skal ske i form af lån, siger Morten Messerschmidt til DR.
Ukrainefonden er navnet på en pengepulje, som blev etableret i 2023 med et bredt flertal i Folketinget herunder Dansk Folkeparti. Den fokuserer på militær, civil og erhvervsmæssig støtte til Ukraine.
Puljen er ved at være tom. Frem til 2028 er der 1,9 milliarder kroner tilbage, men forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere åbnet for at finde flere penge.
Dansk Folkeparti vil i stedet prioritere flere penge til velfærd, og Messerschmidt nævner at sænke fødevaremomsen.
- For mig er det ikke enten eller. For mig er det både og. Vi er i gang med at vedtage en finanslov, der gør det billigere at være dansker i 2026. Vi kommer til at se, at danskerne får flere penge mellem hænderne næste år, siger Troels Lund Poulsen.
På EU-plan arbejder regeringen for, at man kan bruge indefrosne russiske midler i erstatningslån til Ukraine.
EU-Kommissionen har fremlagt et forslag om at bruge 90 milliarder euro, men Belgien har været tilbageholdende, da de russiske penge står i det belgiske værdipapirdepot Euroclear, og Belgien frygter derfor et erstatningskrav fra Rusland.
Der arbejdes på at skaffe fuld enighed om, at medlemslandene skal dele risikoen solidarisk.
- Det er ikke klar endnu, men vi arbejder i døgndrift på at få muligheden for at frigøre de 140 milliarder euro (EU-Kommissionen har ændret fra 140 til 90 milliarder i seneste udspil, red.), sådan at Ukraine kan få en stærkere økonomisk håndsrækning i en situation, hvor vi begynder at se Ukraine løbe tør for penge, siger Troels Lund Poulsen.
Forsvarsministeren håber, at en aftale kan falde på plads i forbindelse med et topmøde i Bruxelles 18.-19. december.
Også De Radikale afviser forslaget fra Dansk Folkeparti:
- DF's forslag om stop for Ukraine-støtte viser, hvor tæt partiet er på de mørkeste kræfter i Europa. De kræfter, der med Donald Trump vil gøre EU svagere og Danmark mere udsat, siger politisk leder Martin Lidegaard i en skriftlig kommentar.
/ritzau/
