Et politisk flertal er enige om en forsvarsaftale for Arktis og Nordatlanten samt anskaffelse af flere F-35-kampfly.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

I samme ombæring inviterer forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til et pressemøde fredag aften klokken 18, hvor aftalen præsenteres.

De præcise elementer i forsvarsaftalen bliver præsenteret på pressemødet.

I pressemeddelelsen fremgår det dog, at det blandt andet indebærer anskaffelsen af flere F-35-kampfly.

Grønlands regering, Naalakkersuisut, skriver i en pressemeddelelse, at aftalen indebærer et nyt hovedkvarter for Arktisk Kommando i Nuuk og et nordatlantisk søkabel mellem Grønland og Danmark.

Desuden indeholder delaftalen indkøb af to yderligere arktiske skibe, flere droner og maritime patruljefly, fremgår det meddelelsen fra den grønlandske regering.

Samlet set er der lagt op til anskaffelser på 27,4 milliarder kroner, skriver Naalakkersuisut.

Ifølge Naalakkersuisut indeholder den nye forsvarsaftale "substantielle" investeringer, der skal styrke Forsvarets og Natos opgaveløsning i regionen.

I begyndelsen af året præsenterede forligskredsen den første "delaftale" for Arktis.

Dengang blev der afsat penge til nye skibe og droner over Arktis, men Troels Lund Poulsen sagde også, at aftalen var "den første af flere" i 2025.

Tilbage i 2021 blev der også indgået en Arktis-aftale, der dengang blev omtalt som en Arktis-kapacitetspakke. Der blev afsat 1,5 milliarder kroner til blandt andet langtrækkende arktiske droner og radarstationer.

I løbet af året har forsvarsministeren ligeledes ytret, at han vil købe flere F-35-kampfly for at styrke Danmarks flåde af kampfly.

/ritzau/