Inddæmning af smitte med coronavirus betyder, at hold 11 aldrig kommer til at træne irakiske styrker.

Den sidste del af det danske træningsbidrag i Irak droppes. Det betyder, at 35 danske soldater bliver trukket hjem, mens resten af det hold, som allerede befinder i Irak, begynder nedpakning af den danske tilstedeværelse på Al-Asad-basen.

Det oplyser Forsvaret onsdag.

Træningsbidraget blev indstillet, da det iranske militær angreb basen med missiler i januar. Siden har den irakiske regering udskudt at genoptage træningen af de irakiske styrker for at inddæmme spredningen af coronavirus i Irak.

Den beslutning har fået koalitionshovedkvarteret i Irak til at beslutte, at træningen først kan genoptages i midten af maj.

I en meddelelse fra Forsvaret forklarer oberst Jens Lønborg, at det betyder, at det danske træningsbidrag har udspillet sin rolle.

- Den beslutning betyder, at Hold 11 (det nuværende hold i Irak, red.) ikke kommer til at undervise irakiske soldater, da ramadanen samtidig først slutter cirka to uger senere, hvorfor træningen i praksis tidligst vil kunne genoptages omkring 1. juni, siger han.

- Forsvaret har derfor besluttet, at vi tager cirka 35 danske trænere og 18 af deres baltiske kolleger hjem.

/ritzau/