Klaus Riskær Pedersen, der er leder af partiet med samme navn, kan sikre sig op mod fire millioner kroner i partistøtte, også selvom partiet ikke kom i Folketinget ved onsdagens valg.

Med 0,8 pct. af stemmerne lykkedes det ikke Klaus Riskær at komme i Folketinget.

Til gengæld kan finansmanden se frem til at modtage knap en million kroner om året de næste fire år i partistøtte til det fremtidige politiske arbejde, såfremt næste valg afholdes i 2023. Mere præcist får han 33 kr. pr. stemme pr. år. Med 29.621 stemmer ved valget 5. juni svarer det til 977.493 kr. om året.

»Pengene skal bruges på partipolitiske aktiviteter som for eksempel konferencer og møder. Men der er meget vide rammer for, hvad det indebærer. Hvis Riskær har lyst til at holde en politisk workshop en weekend og få maden leveret fra Noma, vil det være inden for rammerne,« siger Roger Buch, forskningschef i samfundsfag ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og ekspert i partistøtteloven.

Klaus Riskær Pedersen under valgfesten hos Partiet Klaus Riskær Pedersen på Christiansborg i København under folketingsvalget 2019.
Klaus Riskær Pedersen under valgfesten hos Partiet Klaus Riskær Pedersen på Christiansborg i København under folketingsvalget 2019. Foto: Philip Davali
Vis mere

Betingelsen for at få partistøtten er ikke, at man stiller op til et valg, men at man har stillet op og været med til et valg. Onsdag meddelte Klaus Riskær Pedersen, at hans parti ikke genopstiller ved et kommende valg. Men torsdag lyder meldingen så, at hans politiske projekt vil ændre karakter af græsrodbevægelse. Det oplyser finansmanden selv i en pressemeddelelse.

Her forklarer han videre, at partiet i den kommende valgperiode 'ad anden vej end gennem parlamentarisk deltagelse vil søge sine politiske mål’.

'Partiet vil i det omfang, der kan opnås partistøtte, tilrettelægge aktiviteter, der kan fremme de mål, som cirka 30.000 vælgere har udtrykt støtte til,' står der i pressemeddelelsen.

Hvis Klaus Riskær Pedersen reelt havde opløst partiet som en juridisk enhed, ville hans 'græsrodsbevægelse' ikke være berettiget til partistøtte.

»Men når partiet fortsætter som en organisation – den samme juridiske enhed – vil han kunne søge partistøtte, også selv om han og Partiet Klaus Riskær Pedersen ikke stiller op ved næste valg,« siger Roger Buch.

Ifølge ham er kontrollen med, hvad partistøtten bruges til, ikke-eksisterende:

»Der er ingen krav om at levere et detaljeret regnskab, og det er aldrig sket, at en offentlig kontrolmyndighed har kontrolleret, hvordan et parti har anvendt partistøtten. Så længe man kan få en statsautoriseret revisor til at underskrive regnskabet, er der stort set frit spil. Det er ganske problematisk.«

Den første mærkesag, som partiet vil forfølge, er at få børnene ud af Sjælsmark, oplyser finansmanden. B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Klaus Riskær Pedersen.