Sommeren 2017 var våd og solfattig. Sommeren 2018 var bragende varm og tør.

Vejret er utilregneligt, og det vil to af Danmarks ledende klimaeksperter og professorer i klimaforskning forsøge at gøre op med ved at etablere et klimacenter i Danmark.

Det fremgår i et debatindlæg i Politiken, som Jens Hesselbjerg Christensen, Institut for Is-, Klima- og Geofysik på Københavns Universitet og Sebastian Mernild, direktør for det norske klimaforskningscenter Nansen Centeret, står bag.

- Det, vi nødig vil, er at blive taget på sengen ligesom sidste år, hvor landbruget tabte milliarder. Det har vi ikke råd til sker to eller tre gange i de kommende 10-20 år.

- Tænk, hvis vi allerede nu kunne forberede os på, om sommeren 2021 med høj sandsynlighed bliver kold som i 2017 eller tør som i 2018. Lige nu famler vi lidt i blinde, skriver Jens Hesselbjerg Christensen og Sebastian Mernild.

Begge har flere gange deltaget i arbejdet i FNs klimapanel, IPCC.

Forskerne peger på, at Danmark ikke formår at samle sin viden på klimaområdet. Derfor foreslår de at etablere et nationalt forskningscenter.

- Vi mener, at Danmark skal blive bedre til at forstå klimaprocesserne og blive bedre til at varsle samfundet om forandringer i klimasystemer og ekstrem hændelser, siger Sebastian Mernild til Ritzau.

Ifølge Sebastian Mernild vil kræve, at man satte sig for at opbygge specifikke modelle.

- Vi har gode modeller i dag, hvor vi kan forudsige vejret i et par uger eller måneder frem. Men det er behov for at forstå det i et længere perspektiv. Der ser vi et potentiale i et klimaforskningscenter, siger han.

Prisen vurderer de, vil ligger på 35 til 40 millioner kroner om året i mindst 10-12 år.

/ritzau/