Der skal forhandles overenskomster mellem arbejdsgivere og lønmodtagere inden længe, og førende forskere vurderer nu, at risikoen for, at det går i hårdknude og fører til konflikter og strejke, er større end normalt. Det skriver Altinget.

Det er centerleder Søren Kaj Andersen, lektor Nana Wesley Hansen og lektor Christian Lyhne Ibsen fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og organisationsstudier, som kom med advarslen, da de holdt oplæg torsdag på Københavns Universitet.

»Den økonomiske usikkerhed og spørgsmålet om, hvilken lønudvikling dansk konkurrenceevne kan holde til, og lønmodtagerne vil være tilfredse med, i en tid med høj inflation peger på, at konfliktrisikoen er markant højere ved OK23 end set i mange år,« skriver forskerne i deres analyse.

Det er især den kraftigt stigende inflation og høje priser på energi, som skaber usikkerhed for danskerne.

Især inflationen betyder, at danskerne reelt får en lavere løn, fordi priserne på dagligvarer og forbrugsgoder pludselig er højere end normalt.

Eksperterne vurderer, at inflationen godt nok falder over de kommende år. Men blandt andet Det Økonomiske Råd forventer højere ledighed, som følge af krisen.

Som regel plejer parterne at aftale overenskomster for tre år, men det kan ændre sig i år, vurderer forskerne.

De mener, at den usikre situation betyder, at der kan blive tale om en toårig overenskomst, hvor de tre seneste forhandlinger har betydet treårige aftaler.