Hvis dit barn har TikTok på telefonen, kommer en forsker nu med en helt klar besked: Slet det.

Sådan lyder opfordringen fra André Ken Jakobsen, der forsker i hybrid krigsførelse ved Syddansk Universitet, i et interview med Berlingske.

For selv om det er en kinesisk app, er det ikke til at vide, hvor tæt et parløb Kina vil køre med Rusland i fremtiden.

Og der er TikTok med al sin dataindsamling en risiko, vurderer han:

»Spørg dig selv: Hvad nu, hvis det var den fuldstændig samme app, men den hørte hjemme i Rusland? Ville du så have svært ved at se problemet?« siger han til Berlingske.

TikTok er ekstremt populært blandt børn og unge, og appen indsamler store mængder data om bruger om alt fra interesser, adresser og den tid på appen, hvor brugeren eksempelvis keder sig.

I sidste uge frarådede Center for Cybersikkerhed ansatte i den danske stat at have TikTok på arbejdstelefoner.

Centeret frygter spionage og læk af fortrolige oplysninger, mens flere lande frygter risikoen for manipulation af brugerne.

Derfor har en række myndigheder droppet appen – herunder Folketinget, en række kommuner samt ellers meget aktive TikTok-brugere som Alex Vanopslagh (LA).

Også i flere andre lande advarer myndigheder og eksperter imod at bruge appen, og ifølge André Ken Jakobsson skyldes det i høj grad det, han kalder et tæt parløb mellem Kina og Rusland – oven i et forværret forhold mellem Kina og USA.

Her kommer dataindsamlingen og frygten for manipulation ind i billedet.

Som eksempel beskriver han et scenario, hvor brugere får alle deres informationer om krigen i Ukraine fra TikTok. Her ser forskeren en stor risiko for, at man med appens kendskab til brugernes psykologi via de store mængder data kan risikere at få et manipuleret billede af virkeligheden.

André Ken Jakobsson ved godt, at det for teenagere kan synes fjernt at tænke på, hvad en kinesisk efterretningstjeneste skulle bruge al den data til.

Men han advarer imod at vende det blinde øje til, fordi al den data måske i fremtiden kan bruges, hvis man skal have et job og ikke ved, om det eksempelvis kan bruges til afpresning.

Også EU-Kommissionen og senest Europa-Parlamentet har gjort det obligatorisk for ansatte at slette appen.

Som svar har en talsperson fra TikTok i en officiel udtalelse sagt, at den slags forbud bygger på »frygt, mere end fakta«, og opfordret EU-institutionerne til at ændre holdning.