Enhedslistens opgør med arbejdstiden er sympatisk, men også uden gang på jorden, mener arbejdsmarkedsforsker.

København. Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet spår ikke forslaget fra Enhedslisten om at indfase en 30 timers arbejdsuge nogen stor gang på jorden.

- For det første er emnet her i Danmark jo op til arbejdsmarkedets parter. Og en defensiv fagbevægelse har ikke siden 1991 fået større krav igennem med hensyn til arbejdstiden, siger han.

- Siden krisen i 2008 har det for fagbevægelsen mest handlet om at bevare det, man har. I dette umådelige mådehold fra fagbevægelsen passer forslaget om 30 timers arbejdsuge dårligt ind, vurderer Henning Jørgensen.

Han mener, at diskussionen om at arbejde for at leve i stedet for det omvendte har stor berettigelse.

- De mangeårige produktivitetsstigninger, vi har haft, stopper jo ikke, og vi er rigere i Danmark end nogensinde. Men uligheden stiger samtidig. Så det er da interessant at se på andre fordelingsmetoder af velstand herunder også arbejdstiden.

- Men det er nødt til at ske i sammenhæng med blandt andet bedre uddannelse af folk, for at så mange som muligt også kan klare sig på arbejdsmarkedet, siger han.

Samtidig mener Henning Jørgensen, at Enhedslisten har individualiseringen mod sig.

- Vi er helt væk fra industrisamfundets fælles reguleringer. Trenden går mod lokale og individuelle arbejdstidsløsninger. Det fremmer ikke ligefrem agendaen om en fælles ugentlig arbejdstid for alle.

I fagbevægelsen vil LO ikke kommentere udspillet over for Information. Men Bente Sorgenfrey, formand for et af Danmarks største forbund FTF, kalder i avisen debatten for spændende.

- På et tidspunkt kan det godt være, at den vil udmønte sig i overenskomstkrav. At få folk til at arbejde mere er ikke et svar i et moderne samfund, hvor nye teknologier udvikler sig hastigt, siger hun til Information.

/ritzau/