Det er forkert af dronning Margrethe at blande sig i flygtninge og indvandrerdebatten. Hun er med til at legitemere holdninger, der ikke er færdige med at udvikle sig i befolkningen og samfundsdebatten.

Det mener samfundforskeren Johannes Andersen, lektor i samfundsforhold ved Aalborg Universitet, der også har kommenteret dansk politik i årtier.

»Hvor langt de fleste i firserne og halvfemserne mente, man skulle være anstændige og afhoplde sig fra dumsmarte bemærkninger, er det nu stik omvendt og langt de fleste er nok enige med dronningen også nu. Men holdningerne er ikke frosset fast endnu. Og dronningen er med til at fastfryse holdningen og sætte ord på nogle positioner, som ikke er færdige med at udvikle sig.  Hun lægger sig op ad nogle politiske synspunker som der stadig er stor diskussion om. Og hun er dermed med til at legitimere de holdninger. Og det synes jeg ikke, er dronningens rolle,« siger Johannes Andersen.

LÆS OGSÅ

Dronning Margrethe siger i et stort fødselsdagsinerview med Berlingske, at »det er klart, at når folk kommer udefra, må de forstå, hvor de er kommet hen«.

»Når de begynder at gøre ting, som ikke stemmer overens med det store mønster i det danske samfund, må de indse, at den går ikke,« siger dronningen.

»Vi burde give dronningen stemmeret. Nu er det for alvor blevet alment acceptabelt at have en kritisk holdning til udlændinge. Det er en politisk proces, der har stået på i 15-20 år. Og den kan man læse af dronningens forskellige udtalelser - i 1984, hvor hun snakkede om at vi skal passe på med de dumsmarte bemærkninger og nu, hvor flygtninge og indvandrere skal indse, at de skal rette ind efter mønsteret i det danske samfund.«

LÆS OGSÅ

Hun politiserede vel egentlig også, da hun snakkede om dumsmarte bemærkninger?

»Ja, men det var mere alment menneskelig omgang med hinanden, og anstændighed. Men det hun kommer med her, er jo en politisk udtalelse, der har at gøre med, hvordan vi generelt regulerer området. Hun flytter grænsen for, hvad kongehuset taler om. Hun siger jo faktisk, at Danmark ikke skal være et multikulturelt samfund, og at det skal udlændinge, der kommer hertil vide.«

I 1999 sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) om DF at »stuerene bliver I aldrig.« Siden har næsten alle partier overtaget dele af DFs dagsorden, bortset fra Enhedslisten og de Radikale.

»Der er kommet en politisk dagsorden, der fylder rigtig meget. Og det siger noget om at blå blok og rød blok ikke har evnet at sætte andre og vigtigere politiske dagsordener. Forskellene på at være rød og blå er skrevet ud af historien. I stedet har vi fået enkeltsager, og få værdielementer, hvor udlændinge og holdninger til Islam er kommet til at fylde alt for meget. Og partierne kan snart ikke overgå hinanden.«

»Det er Dansk Folkeparti der har haft succes med at sætte den dagsorden i mange år. Og DF presser også både Venstre og Socialdemokraterne, som har overtaget DFs holdninger og forstærket den proces.  Vi er ved at blive et enkeltsagsland. Vores politik er blevet en-dimensionel og det er skuffende, at partierne ikke selv magter at sætte en bredere dagsorden« siger Johannes Andersen.