Erfaringen viser, at bonus og elevløn har gavnlig effekt på beskæftigelsen, siger forsker om trepartsaftalen.

København: Den trepartsaftale, som torsdag aften faldt på plads mellem regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne og som skal få flere flygtninge i job, vil uden tvivl have en positiv effekt på beskæftigelsen, siger professor Niels Westergård-Nielsen fra CBS.

Det skyldes ifølge professoren især oprettelsen af toårige såkaldte integrationsstillinger (IGU) for flygtninge med elevløn og bonus på op til 40.000 kroner til virksomheder, der ansætter flygtninge.

- Vi ved fra tidligere ordninger og fra analyser af lærlingeordninger samt tilskud til lærlinge og praktikanter, at de to elementer har en effekt. Det vil det også have i den her omgang, siger Niels Westergård-Nielsen:

- Jeg er ikke i tvivl om, at fortegnet vil være positivt i forhold til ikke at gøre noget.

Niels Westergård-Nielsen fremhæver, at aftalens gulerødder er plantet det helt rigtige sted. En bonus for at ansætte flygtninge vil nemlig især gøre en forskel i de små- og mellemstore virksomheder.

- Det afgørende er ikke de store virksomheder, for dem kan man nok overbevise med andre argumenter. Men man skal ikke undervurdere, hvor meget to gange 20.000 kroner betyder for overvejelserne i de små- og mellemstore virksomheder.

- Hvis vi skal løse problemerne og få flygtninge og indvandrere integreret på arbejdsmarkedet, så er det alfa og omega, at de kommer ud i de små og mellemstore virksomheder. Det er der, hovedparten af vores beskæftigelse er, siger han.

Trepartsaftalen får kritik fra blandt andet DF for, at flygtningene får en urimelig fordel over for arbejdsløse danskere. Fagforbundet FOA frygter, at kommunerne vil skifte nuværende ansatte ud med billigere arbejdskraft i form af flygtninge på elevløn.

Men frygten afvises af Niels Westergaard-Nielsen.

- Mængden af job er jo gudskelov ikke konstant. Det er jo ikke sådan, at der er et bestemt antal job i Danmark, og hvis vi giver et til en flygtning, så kan vi ikke give det til en anden, siger han:

- Hvis virksomheder kan få effektiv arbejdskraft til en lav pris, så udvider de produktionen, så hvis det er en god ordning, så udvides beskæftigelsen.

/ritzau/