Regeringens bebudede besparelser på ungdomsuddannelserne går ud over kvaliteten i uddannelserne, lyder det fra forsker, der mener, at elevernes protester bunder i en reel bekymring.

Regeringens planlagte besparelser på ungdomsuddannelserne kommer til at få store konsekvenser for uddannelsernes kvalitet og for Danmarks fremtidige konkurrenceevne.

Så kontant er udmeldingen fra Arnt Vestergaard Louw, der er forsker i ungdomsuddannelser ved Center for Ungdomsforskning.

»Vi lever blandt andet af uddannelse, og vi har ret høje ambitioner om at uddanne alle fra alle årgange. Det kræver, at man har gode uddannelser med kvalitet, tid til eleverne og gode faglige forløb, og det koster penge. Det må man være parat til at investere i,« siger han.

Regeringen lægger op til, at alle ungdomsuddannelser skal spare to procent hvert år frem til 2019. Det har fået omkring 70 gymnasier til at nedlægge undervisningen torsdag. Samtidig forventes det, at op imod 20.000 vil demonstrere mod de planlagte besparelser senere torsdag i København og Aarhus.

Selvom besparelser på områder som uddannelse og SU ofte medfører massive protester fra de unge, vurderer Arnt Vestergaard Louw, at reaktionen bunder i en reel bekymring.

»Det er andet og mere end en automatpilot-reaktion. Det er en reel bekymring for kvaliteten og indholdet i uddannelserne fra både elever, lærere og organisationer,« siger han, men understreger, at der »selvfølgelig« er en vis automatik, når der besparelser på de her områder.

Venstres ungdomsuddannelsesordfører, Peter Juel Jensen (V), mener, at ungdomsuddannelserne kan spare mange andre steder på eksempelvis indkøb, drift og smarte digitaliseringsløsninger, inden de begynder at fyre lærere.

Men den vurdering er Arnt Vestergaard Louw ikke enig i.

»Det er massive besparelser, og i øjeblikket er det ikke sådan, at skolerne vælter sig i penge. De har sparet og effektiviseret mange steder og hele vejen rundt. Det er et spørgsmål om, hvor de efterhånden kan hente besparelserne henne,« siger han.

»Det er på undervisningen besparelserne skal hentes. Der er ikke flere steder, man kan spare. Det kommer til at gå udover kvaliteten i vores ungdomsuddannelser. Ganske enkelt,« fastslår Arnt Vestergaard Louw.

Center for Ungdomsforskning er stiftet på initiativ af Dansk Ungdoms Fællesråd, og foreningens formål er at drive eller støtte forskning i unges livssituation i Danmark.

Andre læser også