Margrethe Vestager kalder sin jobforlængelse i EU en tillidserklæring fra statsminister Mette Frederiksen.

Det er flot, at Mette Frederiksen (S), der torsdag formelt er statsminister i Danmark, rækker ud på tværs af partier.

Sådan lyder det fra den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, som Frederiksen onsdag sendte mod endnu en valgperiode i EU.

- Jeg synes, at det er en stor tillidserklæring og anerkendelse af det arbejde, der har foregået de seneste fem år, så det er jeg meget glad for, siger hun.

Der er normalt tradition for, at en statsminister vælger en kommissær fra egne partirækker. Men Frederiksen har valgt Margrethe Vestager, der har en fortid i spidsen for Radikale Venstre.

I de seneste uger har kommissæren været et omdrejningspunkt for samtaler i Bruxelles, da hun blev nævnt som mulig formand for den nye kommission.

Der er dog en række andre store profiler i spil, og der er kun kommet flere, da det ikke lykkedes EU-landene at blive enige på et møde i sidste uge.

Spurgt til, hvorvidt det fortsat er hendes mål at besætte netop den post, svarer Vestager:

- Det kan jeg love dig for.

Vestager vil ikke direkte forholde sig til, hvilken kommissærpost hun går efter, såfremt hun ikke skulle blive kommissionsformand.

- Min erfaring er, at det skal man ikke have fokus på. Man skal have fuldt fokus på "Plan A", siger hun.

Konkurrencekommissæren tilføjer dog, at hun "elsker det, hun gør i øjeblikket".

Samme dag, som Mette Frederiksen pegede på Vestager, fik kommissæren også opmærksomhed fra en lidt uventet kant i USA.

Her rettede den amerikanske præsident, Donald Trump, kritik mod Vestager og EU's sager mod amerikanske tech-giganter som Google og Facebook.

- Hun hader formentlig USA mere end nogen anden person, jeg nogensinde har mødt, siger Donald Trump til Fox Business.

Men det afviser Margrethe Vestager. Hun vil nærmere sige, at hun er fascineret af USA.

- Det er en nation, hvor man finder alting. Min mand har familie i USA, og vi har rejst meget gennem de forskellige stater, siger hun.

Men konkurrencekommissæren tager det tungt, når der er nogen, der påstår, at EU ikke behandler lande lige. Det er meget vigtigt, lyder det.

- Når jeg hører det, stopper vi op og tjekker, at vi er på rette spor. Indtil videre har de her tjek vist, at det er vi.

I sin tid som konkurrencekommissær har Margrethe Vestager udskrevet adskillige milliardbøder til amerikanske selskaber.

/ritzau/