Folketingets Præsidium er Folketingets øverste ledelse med formanden i spidsen.

Den røde blok er i gang med at sammensætte en ny regering. Men ud over ministerposter, skal der også vælges en formand for Folketingets Præsidium.

* Folketingets Præsidium er Folketingets øverste ledelse. Præsidiet består af Folketingets formand og op til fire næstformænd.

* Posten som Folketingets formand regnes ofte for at være den fineste, man kan vælges til i det danske samfund. Derfor går posten som regel til et garvet folketingsmedlem, som er respekteret bredt af medlemmerne af Folketinget.

* Næstformændene i Præsidiet vælges af de fire største partier i Folketinget. Her ses bort fra det parti, som formanden tilhører. Partierne vælger i rækkefølge efter størrelse henholdsvis første, anden, tredje og fjerde næstformand blandt medlemmerne.

* Medlemmerne af Folketingets Præsidium leder på skift møderne i Folketingssalen fra formandssædet. Herfra sørger de blandt andet for, at folketingsmedlemmerne hilser, når de går på talerstolen, at de overholder taletiden, og at de holder en god tone.

* Præsidiets hovedopgave er at sørge for, at Folketingets arbejde tilrettelægges og afvikles på en tilfredsstillende måde. Blandt andet at Folketingets regler overholdes og i forhold til den mere administrative del af Folketingets arbejde.

* Præsidiets medlemmer modtager også kongefamilien ved Folketingets åbning i oktober, eller når Danmark modtager officielle statsbesøg. Præsidiet rejser også ud i verden for at besøge andre landes parlamenter og udveksle erfaringer.

* Formanden for Folketinget har samme lønforhold som statsministeren og får desuden bolig i Folketinget stillet til rådighed samt en bil med chauffør

Kilde: www.ft.dk

/ritzau/