»Det er en delikat sikkerhedsmæssig udfordring«, når den kontroversielle hollandske Islam-kritiker Geert Wilders skal deltage i Bornholms folkemøde til sommer, siger PETs tidligere operative chef, Hans Jørgen Bonnichsen til BT.

På sommermødet har Trykkefrihedsselskabet inviteret Wilders til debat med JyllandsPostens kulturredaktør Flemming Rose, for at diskutere Muhammed-tegninger og ytringsfrihed.

Og det vil få væsentlige konsekvenser for sikkerheden på det normalt meget uformelle og afslappede folkemøde på Bornholm.

»Der er ingen tvivl om, at der bliver tale om et væsentligt forhøjet sikkerhedsapparatur, der skal sættes i sving på Bornholm,« siger Bonnicksen, der selv har deltaget i Folkemødet:
»Og det er en fantastisk dejlig oplevelse, hvor man ser demokratiet i fuld udfoldelse, og står ansigt til ansigt med beslutningstagerne under rare, trygge og fredelige forhold. Men det er klart, at et højere sikkerhedsniveau vil påvirke.«

Kan vi se frem til maskinpistolbevæbnet politi og hemmelige bevæbnede agenter som en del af billedet på det fredelige folkemøde?
»Det håber jeg virkelig ikke. Jeg har stor tiltro til dem (PET) og håber det bliver intelligent sikkerhed, og ikke ’show of force’ med fuldt udstyrede kampklare politifolk. Så vil det helt sikkert påvirke stemningen negativ, for den slags er ikke tryghedsskabende foranstaltninger, men det modsatte. Det skaber frygt. Så det er et dilemma og en meget delikat balancegang,« siger den tidligere PET-chef:

»Måske er det den pris vi må betale i forhold til Folkemødet, der er et godt eksempel på en væsentlig dansk værdi og ytringsfriheden, men man kan jo også spørge sig selv om det er klogt og nødvendigt (at invitere Geert Wilders. Red.). Hvis jeg går ind på et værtshus, hvor der sidder 27 rockere, og råber af dem, at de er en flok idiotiske båtnakker, så kan det godt være, at jeg bruger min ytringsfrihed, men er det nødvendigvis klogt, selvom jeg har ret til at gøre det,« siger den tidligere PET-chef til BT.