Regeringen og Folketingets partier er her til aften samlet om forhandlingsbordet på Christiansborg.

Der har været gang i forhandlingerne om en hurtigere genåbning af Danmark i over seks timer, og ifølge B.T.s kilder er der ‘gode muligheder’ for, at der lander en aftale i aften.

Partierne er enige om, at forsamlingsloftet skal hæves allerede 21. april. Det ser også ud til, at kravet om coronapas til udeservering på restaurationer, som åbner på onsdag, bliver skrottet, fortæller B.T.s kilder.

Partierne er desuden enige om, at der skal åbnes for mere indendørs idræt og foreningsliv samt dele af kulturlivet allerede 21. april.

Det skulle ellers først være sket 6. maj ifølge den oprindelige genåbningsplan.

Men derudover er der stadig flere knaster ved forhandlingsbordet. Blandt andet vil de borgerlige partier have fremrykket indendørs servering på restaurationer til 21. april.

Men det er der altså ikke enighed om endnu.

Ifølge SSI's risikovurdering, som partierne modtog torsdag formiddag, er der en 'høj' risiko for smittespredning, hvis partierne vælger at åbne for indendørs servering allerde 21. april.

'Det forventes, at denne lempelse (indendørs servering, red.) vil føre til smittestigninger særligt i områder, der i forvejen har en høj forekomst, hvilket kan medføre mere omfattende lokale nedlukninger på for eksempel skoleområdet særligt i
Hovedstadsregionen,' skriver SSI.

Regeringen sendte i formiddags et udspil til partierne, hvor det bl.a. fremgik, at forsamlingsloftet skal hæves fra 5 til 10 personer indendørs og 10 til 20 personer udendørs. Lempelsen skal træde i kraft 21. april.

Ifølge B.T.s kilder er det 'sandsynligvis' også den model, som partierne vil lande på, når aftalen præsenteres.

Forhandligerne er dog stadig i fuld gang, og derfor er der naturligvis heller ikke sat to streger under elementerne i genåbningsaftalen endnu.