En af regeringens første store prestigeprojekter er brudt sammen efter tre måneders forhandlinger.

Boligminister Kaare Dybvad (S) fortæller onsdag på et pressemøde, at forhandlingerne om en boligreguleringslov, der skulle stoppe den tårnhøje husleje i København, er brudt sammen.

»Det er en god dag for kapitalfonde og kortsigtede boligspekulanter, og en dårlig dag for os, der har en ambition om blandede byer, hvor alle har råd til at bo,« siger Kaare Dybvad.

Regeringen, SF, Enhedslisten og Alternativet har forsøgt få aftalen igennem på forhandlingerne i Boligministeriet tirsdag aften, men De Radikale og de borgerlige partier har trukket stikket.

»Det er super ærgerligt, at det ikke lykkedes. Opgaven var at stoppe kortsigtede spekulanters opkøb på det danske boligmarked, men jeg kunne konstatere i går aftes, at der ikke er opbakning fra et flertal,« siger Kaare Dybvad.

Man er ikke kunnet blive enige om, hvordan lovgivningen skal skrues sammen.

Målet har været, at kapitalfonde som Blackstone ikke længere skal kunne opkøbe ejendomme og renovere dem, hvorefter de hæver huslejen med flere tusinde kroner efter den såkaldte §5 stk. 2.

Det har været et stigende problem i særligt København, hvor huslejepriserne er steget over 10 pct om året. Det har betydet, at der er eksempler toværelses lejligheder til en husleje på ca. 15.000 kr. om måneden.

En stor knast i forhandlingerne har været,  at lovgivningen ville ramme andelshaverne hårdt, fordi andelsboliger bliver vurderet efter samme målestok som en ejendom med lejeboliger.

Flere boligøkonomer har under forhandlingerne vurderet, et lovindgreb ville kunne sænke værdien på mange andelsboliger med op til en fjerdedel.

»Jeg har været meget optaget af, at andelsboligejerne ikke blev ramt. Men det er ikke det, som har fået forhandlingerne til at byde sammen,« siger Kaare Dybvad, som påpeger, at de modeller, som lå på bordet til sidst, »ikke ville ramme andelboligernes prissætning«.

Ændringen af boligreguleringsloven er en del af regeringens forståelsespapir. Det var samtidig en af regeringens løfter under valgkampen.

Onsdag eftermiddag meddeler De Radikale og de borgerlige partier, at de sammen vil lave en aftale uden om regeringen. De vil efter planen begynde forhandlingerne onsdag kl. 16.