Lars Løkke Rasmussen har slået en tyk streg under, at han ikke har tænkt sig at opgive V-formandsposten trods udpræget mistillid til og kritik.
Hvis nogen vil fravriste ham tronen, skal vedkommende iføre sig boksehandsker og være klar til at gå alle 12 omgange. Det skyldes, at politik er Venstre-formandens altopslugende interesse. Det er hans liv, lyder det fra forfatter Kirsten Jacobsen.
»I højere grad end noget andet menneske, jeg har mødt, trækker han vejret gennem politik, og det giver ham en utrolig dynamik, når han er presset,« siger hun.
Kirsten Jacobsen er forfatter til biografierne 'Løkkeland' (2006) og 'Befrielsens øjeblik', der udkom under valgkampen.

Det var i denne bog, Løkke lancerede sin ide om en SV-regering, hvilket Kristian Jensen siden undsagde og udløste den nuværende uro i partiet.
Men trods kritikernes ønske kommer Løkke ikke til at gå af som formand. Han er tværtimod bedst med kniven for struben, lyder det fra Kirsten Jacobsen.
Hun understreger, at hun udtaler sig på baggrund af at have skrevet bøger om Venstre-formanden. Hun er hverken talsmand for Lars Løkke Rasmussen eller for Venstre, slår hun fast.
»Løkke præsterer ekstremt godt under pres. Det skyldes, at han har en overvældende energi, fordi han ER politik. Politik er det, der griber ham, giver ham ilt i blodet og får ham til at trække vejret.«
Hun beskriver i billedsprog, hvordan Lars Løkkes univers er gennemsyret af politik. Derfor er han overordentlig svær at komme af med for hans modstandere.
For da der for Løkkes vedkommende er tale om livsnødvendig næring, som han kun kan få gennem sit indflydelsesrige arbejde, vil han af samme årsag gøre alt for at opnå den.
»Han er som en fisk i vandet. Og selv hvis man trækker ham op, vil han stadig kunne trække vejret, hvor andre ville ligge og sprælle,« siger forfatteren.
Det hænger sammen med, at Løkke ifølge forfatteren er skræmt af en tilværelse uden for politik.

»Skrækeksemplet er Jens Otto Krag, hvis liv på en måde endte som en tragedie.«
»Han ville en masse efter sin tid i politik, men opdagede, at livet sivede ud af ham,« siger Kirsten Jacobsen med henvisning til den tidligere statsminister, som Lars Løkke også selv omtaler i bogen.
Han stod for den folkeafstemning, der bragte Danmark ind i EF (senere EU).
Trods den personlige succes trak han sig som regeringsleder, dagen efter resultatet stod klart.
Kunstneriske ambitioner om at skrive og male blev aldrig indfriet. Han lykkedes ikke med at omstille sin tilværelse efter toppolitik, og Jens Otto Krag døde blot 63 år gammel.
»Jeg ved, at Løkke gennem sit politiske liv har fået tilbud om velbetalte job, men han ved selv, at hans liv er politik. Det er derfor, han har 'korkprop-evnen (der holder ham oven vande),'« siger Kirsten Jacobsen.
Lars Løkke Rasmussen har som bekendt både kone og børn, som han selvfølgelig kerer sig om. Men hans drive næres af tanker om, hvordan samfundet skal indrettes.
»Han har en fysik, som er imponerende. Han er jo en rund mand, men han har mange kræfter. Når andre skal puste ud, så kører han videre. Det er politik, først, sidst og i midten,« siger Kirsten Jacobsen.