Lærere mangler uddannelse i seksualundervisning, og de har ikke tid til at undervise i det, viser rapport.

Lærerne i landets folkeskoler har få af de rette forudsætninger for at undervise børn i sundheds- og seksualundervisning, som det ser ud lige nu.

Det mener foreningen Sex og Samfund, der har været med til at lave en evalueringsrapport om emnet til Undervisningsministeriet.

Bjarne B. Christensen, der er generalsekretær i Sex og Samfund, efterlyser bedre uddannelse til lærerne og større fokus på undervisningen hos skolelederne.

- Desværre er der problemer hele vejen rundt i undersøgelsen.

- Lærerne er ikke klædt godt nok på til at løfte opgaven, og skoleledelserne har ikke sikret, at man systematisk kommer rundt om de forpligtende mål, der gælder for seksualundervisning, siger han.

Ifølge generalsekretæren inddrager skolerne heller ikke forældrene godt nok, og eleverne er ikke tilfredse med undervisningen.

Han understreger, at det er helt afgørende, at der kommer obligatorisk uddannelse i seksualundervisning på læreruddannelsen.

Han er overbevist om, at undervisningsminister Merete Riisager (LA) vil støtte den idé.

29. januar mødes hun med forskningsminister Tommy Ahlers (V) og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) for at diskutere seksualundervisningen i folkeskolen.

Eva Kjer Hansen mener, at de unge efterhånden har styr på "alt det med blomsterne og bierne". I stedet skal de lære mere om grænser, relationer og respekt for hinanden.

Det bifalder Bjarne B. Christensen. Men han konkluderer også, at de unge stadig har brug for den mere traditionelle undervisning.

- Selvfølgelig skal man lære om seksualitet og prævention. Der kan vi ikke bare læne os tilbage og sige: "Det er o.k.".

- Men undervisningen er og skal være mere end det. Det er øvelser i at være en god kammerat, i at fornemme andres og egne grænser og i at vide, at alle kroppe er perfekte kroppe, siger han.

Han nævner Umbrella-sagen, hvor flere end 1000 unge er sigtet for børneporno for at dele videooptagelser med seksuelt indhold af to 15-årige.

En ung mand blev i januar idømt 40 dages betinget fængsel for at have delt videoerne.

- Umbrella-sagen viser, at de unge er rigtig gode til at bruge nettet. Men de kan langtfra altid overskue konsekvenserne, og de ved ikke, hvad der er lovligt eller ulovligt.

- Den her digitalisering stiller nye krav til børnene, men også til forældre og undervisere, siger han.

Organisationen Danske Skoleelever er begejstrede for, at regeringen lægger op til forbedringer på området.

Formand Sarah Gruszow Bærentzen genkender billedet af, at lærerne i øjeblikket ikke har timer nok til rådighed.

- Det er vigtigt, at vi har et ordentligt indhold. Men det går ikke, hvis det ikke kommer ud til eleverne.

- Vi taler med medlemmer, som i løbet af ti års skolegang slet ikke får seksualundervisning, og det er slet ikke i orden, siger hun.

/ritzau/