BT ville gerne have talt med Anders Fogh Rasmussen om, hvorfor han skal betales via et foredragsbureau med adresse i skatteparadiset Andorra. Men den tidligere statsminister opholder sig for tiden i USA. Derfor er det hans rådgiver og tidligere spindoktor Michael Ulveman, som svarer skriftligt.

Hvorfor har Anders Fogh valgt et foredragsbureau (CSA Celebrity Speakers) med adresse i skattelyet Andorra, hvor bureauet erkender, at der en skattemæssig fordel, og skatteeksperter siger det samme?

- Anders Fogh Rasmussen har to talebureauer, det ene er Washington Speakers Bureau og det andet Celebrity Speakers Associates. CSA henvendte sig selv, og blev valgt da det er et prominent og internationalt velrenommeret bureau. De to bureauer har i fællesskab sat hans honorar til USD 40.000, som de mener er hans markedspris. Begge bureauer tager en andel af hans honorar for deres arbejde. Anders Fogh Rasmussens honorar udbetales til ham i Danmark, hvor han er skattepligtig, og hvor Rasmussen Global i øvrigt er registreret som virksomhed. Han har således ingen skattemæssige fordele af, at de to talebureauer er placeret i udlandet.

Læs også:

Hvorfor skal en dansk netværksgruppe betale til en konto i Andorra, når pengene i sidste ende føres retur til Danmark?

- Bureauerne står for afregningen med deres kunder, og de betaler derefter Anders Fogh Rasmussen honoraret for deltagelse i arrangementet - fratrukket deres andel.

Hvorfor er prisen 19.000 euro for at holde foredrag for en dansk netværksgruppe?

- Der er tale om en lavere særpris, som ikke er fastsat af talebureauerne. Prisen på de USD 40.000 er efterfølgende fastsat af talebureauerne – som fremadrettet vil være gældende.

- Anders Fogh Rasmussen holder også oplæg uden regning, f.eks. på universiteter, i det udenrigspolitiske selskab eller hvis der er tale om velgørenhed. I alle andre sammenhænge kræves fuldt honorar.