Lars Løkke Rasmussen sparer ikke på rosen af Ole Sohn, efter dennes budskab om at både lønnen og skatten skal ned.

- Stor ros. Man får sin barnetro på den menneskelige logik tilbage, når man oplever, at et år med ministeransvar - tæt på dansk erhvervsliv - pludselig sætter sig i et sådant klarsyn. Havde ikke regnet med at komme til at sige det, men jeg er faktisk noget nær enig med Ole Sohn! Med venlig hilsen Lars Løkke Rasmussen.

Sådan skriver Løkke på Facebook torsdag formiddag.

Tidligere erhvervsminister, Ole Sohn (SF), stiller sig nemlig side om side med Venstres Claus Hjort-Frederiksen som fortaler for, at lønnen skal ned.

I et interview med Børsen tilkendegiver han, at lønningerne i Danmark er alt for høje og ødelægger konkurrenceevnen. Derfor må lønmodtagerne acceptere lønnedgange, den offentlige sektor skal effektiviseres og skatten sænkes, siger han.

- Jeg vil gerne advare mod at tro, at et nyt opsving i sig selv betyder, at der kommer flere arbejdspladser i Danmark. Derfor skal vi bruge lavkonjunkturen til at tune vores samfund, siger Ole Sohn til Børsen.

Venstres Claus Hjort-Frederiksen var inde på det samme i et interview med Berlingske søndag.

Hverken Sohn eller Claus Hjort har tilsyneladende koordineret deres udmeldinger med partitoppen.

SFs politiske ordfører, Jesper Petersen, afviste torsdag morgen overfor TV2/News, at SF har ændret politik.

- Jeg er ikke enig i, at lønmodtagere skal gå 15-20 pct ned i løn. Men vi har allerede i indeværende overenskomstperiode set en dæmpet lønudvikling og det betragter jeg som godt for konkurrenceudviklingen, siger Jesper Petersen.

Som man kan læse i BT i dag, så havde Venstres partitop heller ikke været involveret inden Claus Hjort Frederiksen kom med sin udmelding i søndags.

Men da Sohns udmelding kom i dag, var Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, hurtig til at kommentere situationen på Facebook.

- Det er glædeligt, at rød blok nu er enig i Venstres analyse af, at Danmarks konkurrenceevne er udfordret. I lørdags hørte vi ellers fra socialdemokraterne, at det var 'usympatisk' og 'komplet vanvittigt' da Claus Hjort Frederiksen konstaterede, at dansk konkurrenceevne er udfordret og at ikke mindst vore nabolandes ageren med tysk løntilbageholdenhed og svenske skattesænkninger er med til at presse dansk konkurrenceevne yderligere, skriver Ellen Trane Nørby på Facebook.