Kort før jul tilbage i 2020 lovede daværende forsvarsminister Trine Bramsen medaljeregn til »coronakrisens helte.«

Helt nøjagtigt skulle godt 5000 af de medarbejdere fra Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen, der løste forskellige opgaver under den første coronabølge i foråret 2020 anerkendes for deres indsats med en medalje.

»Disse medarbejdere og frivillige fortjener en synlig anerkendelse for deres indsats og samfundsengagement,« lød det fra Trine Bramsen i en pressemeddelelse den 19. december 2020.

Godt et års tid senere måtte Bramsen trække i bremsen og erkende, at processen med at få uddelt medaljerne trak ud. Det havde været mere vanskeligt at skaffe medaljerne end man først havde troet, lød den dengang.

I dag, et år og otte måneder senere, venter 67-årige Orla Wullf fra Vejle stadig på sin medalje.

»Jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er, der foregår. Det undrer mig, at man tilsyneladende ikke har haft styr på det praktiske før man lover en masse mennesker medaljer,« siger Orla Wulff, der har været i Hjemmeværnet i 45 år.

Trine Bramsen overdrog i februar 2022 Forsvarsministeriet til Morten Bødskov. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Trine Bramsen overdrog i februar 2022 Forsvarsministeriet til Morten Bødskov. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Vis mere

I marts 2020 var han blandt andet med til at hjælpe ved de testtelte, der blev sat op ved Kolding Sygehus.

»For mig handler det ikke om medaljerne i sig selv. Det handler om, at Trine Bramsen ikke lever op til det løfte, hun har givet. Det virker lidt som om, man håber, folk til sidst glemmer det,« siger Orla Wulff.

Trine Bramsen stoppede i februar 2022 som forsvarsminister, hvor hun blev afløst af Morten Bødskov.

Forsvarsministeriet oplyser i en mail til B.T., at der siden Trine Bramsens pressemeddelelse i december 2020 er blevet indstillet langt flere personer til en medalje end man først have regnet med.

Hele 12000 personer er nu blevet indstillet til »Forsvarsministerens Medalje for Særlig Indsats«, skriver ministeriet, som også oplyser, at medaljen er færdigproduceret og »er ved at blive uddelt af myndighederne på Forsvarsministeriets område.«

Hvor mange medaljer, der er blevet uddelt på nuværende tidspunkt, kan ministeriet dog ikke oplyse, men »alle medaljer bliver uddelt i løbet af de kommende måneder« lyder det i mailen fra Forsvarsministeriet.