Folketingspolitikeren Orla Hav 'kan godt forstå' sin søns beslutning om at forlade Socialdemokratiet - men han ønsker ikke at kommentere omstændighederne for exittet.
Det fortæller Orla Hav i et interview med NORDJYSKE, efter det tirsdag kom frem, at sønnen Thomas Hav angiveligt var blevet bedt om at trække sig fra partiet eller regionsrådet, efter han havde talt nedgørende til en kvindelig partifælle.
Dog forklarer den erfarne politiker, der i ti år har siddet i Folkeringet for Socialdemokratiet, at udgangen på sagen gør ham ondt.
»Jeg er ked af det. Meget ked af det,« siger Orla Hav til avisen.
Det var mandag, regionsrådspolitiker for Socialdemokratiet Thomas Hav forlod sin plads hos partiet for at forsætte som løsgænger. Over for nyhedsbureauet Ritzau fortalte han, at bruddet skyldtes, at han ikke var blevet tildelt de udvalgsposter, som han havde håbet.
Men årsagen lader til at være en helt anden.
Tirsdag fortalte Socialdemokratiets gruppeformand i Region Nordjylland, Mogens Nørgård, at et menigt medlem af partiet følte sig krænket af beskeder, som hun havde modtaget af den 37-årige politiker.
»Hun følte sig nedgjort af hans ord, og det har vi taget seriøst,« har gruppeformand Mogens Nørgård udtalt til NORDJYSKE, mens han over for TV 2 Nord uddybede:
»Alle har vidst, at der var noget galt her, og der er rigtigt mange i partiet, der har opfordret Thomas til at trække sig.«

Tirsdag aften stod kvinden, der angiveligt har modtaget de krænkende beskeder, frem. Til BT fortalte 30-årige Jasmine Søgaard, at det hele startede, da hun fik en venneanmodning på Facebook fra Thomas Hav den 30. november. Hun havde som medlem af Socialdemokratiet været med til at hænge valgplakater op, og hun tænkte derfor ikke nærmere over henvendelsen fra regionsrådspolitikeren.
De to begyndte at skrive lidt sammen - blandt andet om Europaparlamentsvalget næste år, men den 14. december tog chatten ifølge Jasmine Søgaard en uventet drejning.
'Tak tæve', skrev Thomas Hav angiveligt i en besked til hende.
»Jeg blev rigtig vred over, at han kalder mig tæve, og at han ville have, at jeg skulle skrive til ham, at jeg ville være hans tæve. Jeg kan ikke se det som andet end at være yderst krænkende sprogbrug, og det er fuldstændig utilstedeligt,« sagde hun tirsdag aften til BT.

Da BT tirsdag aften var i kontakt med Thomas Hav, ville han ikke kommentere beskederne.
Til nyhedsbureauet Ritzau afviste han tidligere tirsdag, at han trak sig som følge af kvindens beskyldninger. Ifølge ham skyldtes det, at han ikke blev tildelt de udvalgsposter, som han havde håbet.
»Årsagen er, at jeg ikke er tilfreds. Jeg ville gerne spille en større rolle, end jeg var blevet tildelt. Så det er af respekt for mine vælgere, at jeg trækker stikket,« sagde han.
»Jeg har selv truffet beslutningen. Det er ren politik. Det med skriveri med nogle kvinder gider jeg ikke engang kommentere. Det er udelukkende politik. Det har ikke en fis med noget som helst andet at gøre.«
Thomas Hav har været en populær politiker i det nordjyske og fik ifølge NORDJYSKE 3.887 personlige stemmer ved regionsrådsvalget - kun overgået af regionsrådsformand Ulla Astman.



