Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, kaldte på et møde sin kolleger for ‘røvhuller.’

Det fortæller han til Finans.

Anledningen til udsagnet er, at forligspartierne bag Femern-projektet, ifølge Henning Hyllested, har afvist at indvie offentligheden i, hvor mange bilister der ventes at passere gennem Femern Bælt-forbindelsen.

»Jeg er rasende over det. Jeg blev så fortørnet, at jeg på udvalgsmødet kom til at kalde mine kolleger for røvhuller. Det har jeg dog aldrig gjort før,« siger han.

I stedet for en høring, som ifølge Hyllested blev aftalt 5. april, hvor kritiske eksperter kan stille spørgsmål, bliver der tale om en lukket orientering af Transportudvalget.

Lennart Damsbo-Andersen afviser, at det var en aftale om en åben høring. Han ses her som nummer to fra højre. Arkivfoto
Lennart Damsbo-Andersen afviser, at det var en aftale om en åben høring. Han ses her som nummer to fra højre. Arkivfoto Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Transportudvalgets formand Lennart Damsbo-Andersen udtaler dog til Ingeniøren, at det aldrig har været meningen, at der skulle være en åben høring.

»En åben høring var aldrig på dagsordenen. Desuden handler det ikke om, hvad offentligheden skal have at vide, men om hvad medlemmerne af transportudvalget har krav på og brug for at få at vide.”