Aki-Matilda Høegh-Dam skiftede for nylig parti til Naleraq, der ønsker mere fart på selvstændighedsproces.
Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam fra partiet Naleraq er valgt ind i det grønlandske parlament, Inatsisartut.
Det står klart efter valgresultatet.
Aki-Matilda Høegh-Dam skiftede for nylig parti fra Siumut til Naleraq, som fik 8 af 31 mandater i parlamentet. Hun blev stemmesluger for sit parti med 2954 personlige stemmer.
Til sammenligning fik partiformand Pele Broberg 1254 personlige stemmer.
Aki-Matilda Høegh-Dam har inden valget indikeret, at hun stopper i Folketinget, hvis hun vælges ind i Inatsisartut.
Hun havde allerede meddelt, at hun ikke ville genopstille ved det næste folketingsvalg.
Aki-Matilda Høegh-Dam har siddet i Folketinget siden 2019, da hun som 22-årig blev valgt ind.
Tirsdag, altså på selve valgdagen, meldte hun ud, at forventede at trække sig fra Folketinget, hvis hun fik en plads i Inatsisartut. Det sagde hun til Radio IIII.
- Det kommer i hvert fald ikke til at være sådan, at jeg til næste åbning vil komme op og holde tale til Folketingets åbning, sagde hun.
Hvis Aki-Matilda Høegh-Dam trækker sig fra Folketinget, går pladsen til Markus E. Olsen fra Siumut. Han fik 329 stemmer ved folketingsvalget i 2022.
Markus E. Olsen var i efteråret 2023 kortvarigt i Folketinget som stedfortræder for Aki-Matilda Høegh-Dam.
I forbindelse med folketingsvalget i 2022 fik Aki -Matilda Høegh-Dam 6655 personlige stemmer, svarende til 33,7 procent af de afgivne grønlandske stemmer.
I sidste måned meldte hun sig ud af regeringspartiet Siumut, hvorefter hun meldte sig ind i partiet Naleraq, som ønsker grønlandsk selvstændighed og arbejder på at få mere fart i den proces.
/ritzau/
