Uhensigtsmæssigt og en holdning, der hører fortiden til.

Det er reaktionen fra folketingsmedlemmet Sikandar Siddique ovenpå det interview, dronning Margrethe har givet til Politiken i forbindelse med sin 80-års fødselsdag.

Heri udtaler hun sig blandt andet omkring klimadebatten.

»At mennesker spiller en rolle i klimaforandringer, det er der nok ingen tvivl om. Men om de er skabt direkte, det er jeg ikke ganske overbevist om,« siger Dronningen, der ikke mener, der skal panikkes.

Sikandar Siddique stillede op som folketingskandidat for Alternativet i 2018.
Sikandar Siddique stillede op som folketingskandidat for Alternativet i 2018. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

Men hun skal slet ikke gå ind i den debat, mener Sikandar Siddique, der på Twitter skriver, interviewet bør trækkes tilbage. Overfor B.T kalder han udtalelserne 'uheldige, fordi vi står i en eksistensiel krise.'

»Det er uhensigtsmæssigt på alle tænkelige måder. Kongehuset blander sig i en højaktuel politisk debat. At man gør det med en så uvidenskabelig tilgang er selvfølgelig problematisk. Vi står i en situation, hvor klimakatastroferne banker på døren. Det er hele videnskaben enige om,« siger Sikandar Siddique, der er løsgænger i Folketinget.

»Vi snakker om 250 millioner klimaflygtninge. Vi snakker om, at vi får fødevaremangel, ekstremt vejr der vil slå millioner ihjel. Hvis ikke det er en katastrofe, hvis ikke vi skal handle lige nu, hvad er det så? Derfor synes jeg, den holdning hun her giver udtryk for desværre er en klimapolitisk holdning, der for det første af politiske årsager ikke bør finde sted, men det er også en holdning, der hører fortiden til,« siger Sikandar Siddique.

Man har jo set før, at hun har sagt sin mening. Den må hun vel gerne have?

»Det er uhensigtsmæssigt på alle tænkelige måder, at Hendes Majestæt Dronningen på et så uvidenskabeligt plan går ind og blander sig i en så højaktuel politisk debat.«

Mener du generelt, hun skal blande sig udenom debatterne eller kun denne?

»Kongehuset skal jo være meget påpasselige med på nogle måder at blande sig i politiske debatter. Men at gøre det i en så højaktuel politisk debat og ikke mindst på et så uvidenskabeligt grundlag gør det uhensigtsmæssigt.«

Du vil have regeringen til at reagere, har du givet udtryk for?

»Jeg har i går bedt regeringen redegøre for, om den er enig med Dronningens uvidenskabelige og forkerte udtalelser om klimakrisen. Jeg har endvidere hørt, om regeringen har tænkt sig at tage det op med Kongehuset, at regenten direkte blander sig i den politiske debat på en måde, som faktisk skader vores position som foregangsland i forhold til klimakrisen.«

Hun siger i interviewet, at klimaet ændrer sig over tid. Har hun ikke ret i det?

»Vi forbruger og bruger af klodens ressourcer, som om vi havde tre eller fire kloder. Klimakrisen, som vi står i, er menneskeskabt. Og den er skabt fordi, vores måde at leve på og bruge ressourcerne er på en måde, så naturen ikke når at gendanne dem. Det er problematisk, når man stiller spørgsmålstegn ved det, eller når regenten melder ud på en måde, så det kan tolkes som, at naturen bare går sin gang.«

Også kongehuseksperten, Sebastian Olden Jørgensen, har reageret på interviewet. Han kalder det 'interessant, fordi Dronningen 'lægger sig et andet sted en den politiske mainstream'. Det kan du læse her.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra kongehuset til Sikandar Siddiques kritik af dronningens udtalelser.